Kevin Leo sidder i sin stue i rækkehuset på Amager. Han har skænket to kopper te. En til sig selv og en til mig.
»Jeg er spændt på, hvad jeg kan bidrage med. Jeg har aldrig været så god til at sætte ord på mit arbejde. Jeg har heller ikke altid de store pædagogiske strategier bag det, jeg gør. Jeg er mest bare mig selv«, siger han og griner.
Han ved, at vi skal tale om Politikens Pædagogpris, der i år uddeles for første gang. Og han tror, at hans rolle skal være at fortælle om sit pædagogiske arbejde, som han har mere end 10 års erfaring i. Han har arbejdet med børn i alle aldre. Fra de begynder i vuggestue, til de forlader folkeskolen.
Og det skal han også. Men han kender ikke mit virkelige ærinde. Ligesom han ikke ved, at to tekopper ikke er nok, eller at han om lidt, når det ringer på døren, vil møde et menneske, han ikke har set i mange år, og som vil fortælle ham noget, der vil sidde i ham længe.
Kevin Leo er 38 år. Han arbejder i Børnehuset Else, der er en integreret institution i Ørestad på Amager i København. Inden da har han arbejdet på forskellige ungdomsskoler og var i næsten 10 år ansat i Byggelegepladsen på Gemmas Allé, der er en nu nedlagt sfo og klub på Amager.
Han fik job som ansvarlig for alt det musiske i klubben på Byggelegepladsen, mens han var under uddannelse, og blev så glad for arbejdet, at han aldrig gjorde pædagoguddannelsen færdig. Derfor er han ansat som pædagogmedhjælper.
Men det forhindrer ham ikke i at kunne reflektere over faget.
»Der er ligesom to ting, der har gået igen i min tilgang til faget, uanset hvilken børnegruppe jeg har arbejdet med. Den ene handler om at se hvert barn. Nogle gange betyder det, at man bare sidder i en sofa og taler med barnet om dets dag, indtil det bliver hentet. Den anden handler om det kreative og musiske. Hvis børnene viser interesse for musik eller lignende, skal de støttes. Ikke nødvendigvis til at spille vildt godt eller fejlfrit, men til at få selvværd i det, de gør«, siger han.
En uventet gæst
Det ringer på døren, og Kevin Leo rejser sig.
Han ved, at der skal komme en fotograf og tage billeder af ham, men ikke, at fotografen ikke kommer alene.
Lyden af døren, der åbnes, efterfølges af et formelt hej og omkring 10 sekunders tavshed, før Kevin Leos stemme stiger til et højt og næsten begejstret toneleje.
»Lisa!«, råber han og åbner armene for en ung pige, der uden tøven kaster sig i hans favn og tager imod et kæmpekram.
»Hvor er det bare godt at se dig. Hvad laver du her?«, spørger han.
Pigen griner, og hendes stemme dirrer, da hun fortæller, at hun er kommet for at takke ham for den rolle, han spillede i hendes liv, mens hun gik i klub på Byggelegepladsen Gemmas Allé.
»Uden dig havde mit liv været helt anderledes. Du fik mig ud af ensomheden i folkeskolen og åbnede mine øjne for musik. Jeg havde aldrig været på musikefterskole eller startet på musikgymnasium, hvis det ikke havde været for dig, og det vil jeg bare gerne have, du ved«, siger hun.
Lisa Pleidrup Ipsen er 18 år og går i 2. g på Sankt Annæ Gymnasium i København. Hun mødte Kevin Leo i begyndelsen af sin folkeskoletid, hvor han arbejdede i klubben, der hørte sammen med den sfo, hun gik i. I 4. klasse begyndte hun så i klubben, og det var der, hun for alvor lærte Kevin Leo at kende.
»Jeg holdt mig meget for mig selv i skolen og var virkelig ensom. Men det var, som om du slet ikke behandlede mig som den stille pige. Du råbte bare »Hej Lisa«, når jeg kom hen i klubben, og du var enormt god til at få mig med i ting. Du lod mig aldrig glide uset forbi. Det var jeg ikke vant til, og det var enormt rart«, siger Lisa Pleidrup Ipsen, da hun har fået et glas vand og har sat sig i stolen over for Kevin Leo i hans stue.
Du forandrede mit liv
Lisa Pleidrup Ipsen fortæller, hvordan Kevin Leo skabte et rum, hun følte sig hjemme i.
»Og det ekstra fantastiske var, at det ikke var mig, der var udvalgt. Jeg tror, at alle, der gik i den klub, havde oplevelsen af tryghed. I voksne fik skabt et miljø med plads til alle. Men det var uden tvivl dig, der gjorde den helt store forskel for mig. Både fordi du præsenterede mig for musikken, og fordi du fik mig ud af ensomheden. Du reddede mig faktisk virkelig dengang«, siger hun.
Lisa Pleidrup Ipsen fortæller, at Kevin Leo skabte små musikfællesskaber og satte bands sammen. Han gjorde Lisa Pleidrup Ipsen til forsanger i et band, som han derefter satte koncerter op for og også fik arrangeret koncert med til børnefestivalen Vilde Vulkaner.
»En ting var det musiske, det forandrede i sig selv mit liv at begynde at synge. Men du hjalp også med, at jeg gennem musikken fik selvværd og selvtillid. Jeg kunne pludselig se, at der var brug for mig i det fællesskab, som bandet udgjorde, og du støttede mig til at turde stille mig op på en scene og optræde. Havde det ikke været for de oplevelser, havde jeg hverken spillet musik eller haft venner på den måde, jeg har i dag«, siger hun.
Kevin Leo lytter tavst og fjerner ikke blikket fra Lisa Pleidrup Ipsen, mens hun fortæller.
»Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, Lisa. Jeg er så overvældet og så megarørt«, siger han så og holder vejret et øjeblik.
Han tager sig til panden og lader hånden glide ned over ansigtet, før han rømmer sig og fortsætter:
»På en måde ved jeg jo godt, at jeg gør en forskel i nogle børns liv. Og jeg kan huske, hvordan du, Lisa, voksede, mens jeg kendte dig. Du blomstrede. Og det giver jo mening, at jeg og Byggelegepladsen har været med til den udvikling. Men det er helt vildt at høre det sort på hvidt som nu. Det betyder så meget. Det er den største anerkendelse, jeg kunne ønske mig«, siger han.
Kender du også en pædagog eller en pædagogmedhjælper, der gør en forskel? En, som fortjener en tak? Så gå ind på politiken.dk/pædagogprisen, og skriv din indstilling.
fortsæt med at læse
