En ny kongerunde vil finde sted lørdag 23. maj fra klokken 11.00.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at Venstres formand, Troels Lund Poulsen, fredag aften har meddelt kongen, at det ikke har været muligt at danne regering inden for det mandat, som han modtog den 8. maj.
De politiske partiers repræsentanter vil lørdag møde i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, skriver kongehuset.
Der er afsat ti minutter per parti, og Socialdemokratiet er som det største parti først til at pege på, hvem det ønsker som ny kongelig undersøger.
Troels Lund overtog stafetten fra Mette Frederiksen (S), efter at hun havde forhandlet i seks uger.
Tidligere på ugen præsenterede han så ambitionerne om at danne en blå mindretalsregering bestående af partierne Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.
Men den idé slukkede Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen på et møde tidligere fredag.
»Det, tror vi, bliver en meget usikker sejlads. Det er ikke det, Danmark har brug for i den sikkerhedssituation, som vi befinder os i«, sagde Lars Løkke.
Moderaterne sidder på de afgørende mandater efter folketingsvalget 24. marts.
Den VLAK-regering, som Troels Lund Poulsen havde lagt op til, ville have brug for støtte fra Moderaterne, hvis den skulle kunne overleve.
ritzau
fortsæt med at læse




























