Hun ser mulighederne i sit fag og har en drøm om, at flere vil gøre det samme

De små vuggestuebørn har blikkene stift rettet mod det store kamera, Politiken har taget med. Madpakkerne på bordet, som de ellers var ved at spise, er glemt. Fjords læbe begynder at dirre ved den lidt utrygge situationen, og så begynder han at græde i sin Tripp Trapp-stol. Det smitter et andet barn.

De får begge et kram og et »det er okay« fra pædagogen Sissel Gøtzsche Johnsen i den lange blomstrede kjole i lyserød, grøn og blå. Så rejser hun sig og går hen til en kurv:

»Fjord, kan du huske, hvad vi ikke kunne finde den anden dag? Skal vi lige se, om den gemmer sig her?«, siger hun med rolig stemme og kigger i kurven.

Fjords ansigt er stadig rødt, og øjnene kigger alle mulige andre steder hen. Men han har tilsyneladende fået andet at tænke på end kameraet, for gråden er hørt op.

»Hov, hvem var det?«, hvisker Sissel Gøtzsche Johnsen – nu har hun en pink hånddukke, som hun holder foran Fjords ansigt.

»Se lige, hvem det er, Fjord. Det er Diddi!«, siger Sissel Gøtzsche Johnsen, mens hun smiler et stort smil.

Det er sigende for hendes måde at være pædagog på, hvis man spørger en af de forældre til børnene i Børnehuset Blæksprutten i Brejning uden for Vejle, der har indstillet hende til Politikens Pædagogpris.

»Hun kan få vendt en dårlig aflevering til, at det er fint, for så skal mit barn bare være sammen med sin bedste ven, Sissel«, siger forælder Line Vennize Bækgaard og fortsætter:

»Hun er meget farverig, og jeg tror simpelthen ikke, hun ejer sort tøj. Det er også sådan, hun er som person – en farvebombe og fuld af festhumør og smil«.

Det er også en af grundene til, at fagpanelet, der finder vinderne, har valgt, at hun skal modtage hovedprisen i kategorien for dagtilbud. For hun er god til at se tingene fra børnenes perspektiv, bygge videre på deres ideer og udvide deres fantasi med et væld af aktiviteter.

Den dag, Politiken besøger hende, er ingen undtagelse.

Få indblik i Sissel Gøtzsche Johnsens pædagogik. Artiklen fortsætter under videoen (du slår lyden til i nederste højre hjørne).

Det vigtigste arbejde, der findes

Det var, da Sissel Gøtzsche Johnsen selv blev mor, hun fandt ud af, at hun ville være pædagog. Hun havde arbejdet som medhjælper i mange år, men nu søgte hun ind på pædagoguddannelsen.

»Tænk, hvor vigtigt det er, at man afleverer sine børn til nogen, der virkelig brænder for det. Så tænkte jeg, at det gør jeg. Jeg brænder for at give de her børn noget godt og gøre mit allerallerbedste«, siger hun.

I en praktik havnede hun i Børnehuset Blæksprutten, og da hun blev færdig i vinter, var der et job, som ventede på hende. Nu har 30-årige Sissel Gøtzsche Johnsen været ansat i lidt over et halvt år, og hun har bestemt ikke fortrudt.

»Der sker så eksplosivt meget i den alder, og det med at kunne følge dem, fra de er helt små, er det ypperste for mig. Jeg elsker det. Tænk, at vi kan få lov at have en så stor betydning for deres videre udvikling. Og så at give en masse kærlighed – det tænker, jeg har noget af det vigtigste arbejde, der overhovedet findes«.

Hånd i hånd med Aya og Liva går hun fra stuen ud i fællesrummet.

På væggen er papstykker sat sammen til et stort skilt, hvor der står ’Bag for BørneTelefonen’. Sissel Gøtzsche Johnsen har meldt børnehuset til indsamlingen, og hele ugen har de bagt – i dag er det pizza. Sissel Gøtzsche Johnsen har gjort klar med dejklumper på bordet, tomatsauce, pepperoni og pizzatopping i skåle.

I de otte indstillinger, hun har fået til pædagogprisen, er der nævnt en lang række aktiviteter, hun også har arrangeret. Nogle vil nok mene, at hun bruger for meget tid på sit arbejde, men det giver hende energi at se, hvor meget børnene glæder sig. Sine egne børn tager hun nogle gange med hen i institutionen efter lukketid for at gøre klar.

Ville du være en god pædagog, hvis du ikke arbejdede over?

»I bund og grund ville jeg jo være den samme pædagog, men det er ikke sikkert, jeg ville komme i mål med lige så mange ting. De ekstra timer, jeg lægger, det gør jeg af lyst. Man behøver ikke arbejde over for at være en god pædagog. Man kan også meget inden for rammerne, hvis man tænker kreativt«.

Børnehuset Blæksprutten er en stor institution med næsten 100 børn i alt. Sissel Gøtzsche Johnsen tror på, at man selv i en tid med mangel på pædagoger kan sørge for, at alle børn kan få tid alene med en pædagog, hvis man planlægger sig ud af det. Ligesom nu, hvor to får lov at bage pizzaer med Sissel Gøtzsche Johnsen. Efter Aya og Liva er det Almas og Veras tur.

»Banke, banke, banke, banke, banke«, siger Sissel Gøtzsche Johnsen, der sidder mellem de to piger, som klapper på dejen.

Lige så stille får de med hjælp fra deres pædagog lavet en pizza. Alma lægger et bjerg af pepperoni på sin.

»Ej, det er da en lækker en«, siger Sissel Gøtzsche Johnsen og peger.

»Sådan oven på hinanden?«.

Alma nikker.

»Ved I hvad, det kan også noget. Så er vi klar til i dag, når de kommer«, siger Sissel Gøtzsche Johnsen og sætter pizzaerne over på en bageplade.

»Og far og mor«, siger Alma.

»Ja, far og mor kommer. Og I glæder jer«.

Med en god ledelse kan man meget

Senere i dag fyldes fællesrummet med forældre, som kan købe det, børnene har bagt. Cellofanposer med småkager er allerede linet op på bordene. Forælder Line Vennize Bækgaard kommer også.

»Det giver så meget mening at komme og se sine børn være enormt stolte. Sissel er ikke er bare enormt nærværende over for børnene, men også over for os forældre«, siger hun.

Sissel Gøtzsche Johnsen kender navnene på alle børn og forældre i institutionen. Men omvendt er Sissel Gøtzsche Johnsen også en, man kender for at være en god pædagog, hvis man er småbørnsforældre i Brejning – også selv om ens børn ikke går i Blæksprutten. Ifølge Line Vennize Bækgaard er nogle lidt misundelige, fordi hun valgte at arbejde netop her.

Det er ikke helt tilfældigt.

Sissel Gøtzsche Johnsen vidste nemlig, at hun gerne ville være et sted, hvor ledelsen har ja-hatten på, når hun har en idé. Det er hun taknemmelig for, at hendes ledelse har her. Faktisk var det Sissel Gøtzsche Johnsen, der til at begynde med indstillede ledelsen til pædagogprisen.

»Jeg er bare vildt privilegeret, at jeg er havnet et sted, hvor det bliver imødekommet, hver gang jeg kommer med en ny mærkelig idé, og hele personalet er bare med på det. Så har man også lyst til at blive ved«, siger hun.

Sissel Gøtzsche Johnsen håber, at flere vil se de muligheder, man har som pædagog i et dagtilbud, selv om der er meget snak om dårlige normeringer og mangel på forberedelsestid.

»Det er hårdt, men der er ting, der er knap så gode ved alle fag. Jeg tror, at man skal tænke meget mere i, hvilke muligheder der er, frem for i begrænsninger. For der er bare et hav af muligheder«.

Spørger man Sissel Gøtzsche Johnsen, hvor hun er om 30 år, er svaret: Lige her, i Børnehuset Blæksprutten.