Vinder af Pædagogprisen 2023
Børnene burde ikke kunne spille stikbold, men det kan de med ham. For han ved, hvordan det er ikke at kunne det samme som andre
Mikkel Maxsø Christensen har selv gået på specialskole, og vil nu gerne vise hans elever med autisme, at de kan meget. Derfor vinder han en hovedpris i kategorien for social- og specialpædagogik.
Mikkel Maxsø Christensen svinger armen i den beige skjorte og kaster en blød skumgummibold op i luften. Der spreder sig et lydinferno af skrig og hvin, da den første elev får fat i bolden.
De færreste er nok kommet gennem skoletiden uden en omgang stikbold. Det gør disse 20 børn i gymnastiksalen heller ikke, på trods af at det for dem er en større udfordring. På Brøndagerskolen i Albertslund har eleverne autisme, og derfor er det svært at være i et stort fællesskab som dette, hvor der ovenikøbet er regler, der skal følges. Og hvor det kan føles personligt, når man bliver skudt på, fordi man ikke kan skelne, at det bare er en leg.
Så stikbold er noget, de har øvet og øvet og øvet med pædagog Mikkel Maxsø Christensen. Han kender godt det med, at noget, der er ligetil for andre, kan være en kæmpe udfordring for en selv. Han har nemlig selv gået 10 år på en specialskole. Det er ikke noget, han taler åbent om – han har heller ikke fortalt det til den lærerkollega, der har indstillet ham til Politikens Pædagogpris. Alligevel har hun set, at han kan noget særligt:
»Mikkels unikke børnesyn gør, at skoledagen er legende let, selv om der på papiret står, at barnet ikke burde kunne lege«, skriver Jeanne Bergmansen.
At du har nogle dårlige forudsætninger på papiret, er ikke ensbetydende med, at det skal definere dig
Mikkel Maxsø Christensen, vinder af Politikens Pædagogpris
Netop derfor har fagpanelet valgt, at Mikkel Maxsø Christensen skal vinde en hovedpris i kategorien for social- og specialpædagogik.
»Hans arbejde bærer dybt præg af, at han har været i stand til at overføre sine egne erfaringer til arbejdet med børn med diagnoser«, siger Anders Bock, fritidspædagog på Vesterbro Ungdomsgård og medlem af fagpanelet.
Få indblik i Mikkel Maxsø Christensens pædagogik. Artiklen fortsætter under videoen (du slår lyden til i nederste højre hjørne).
Et dobbeltliv
Som femårig fik Mikkel Maxsø Christensen stillet diagnosen adhd. Han havde svært ved at holde fokus, være i store fællesskaber, og temperamentet kunne hurtigt eksplodere i vrede. Men det var der ikke nogen af hans venner uden for specialskolen, der vidste. Når han blev kørt til fritidsklubben eller fodbold med en bus, hvor der stod handikapkørsel på, bad han chaufføren sætte ham af 200 meter længere nede ad vejen.
»Folk skulle ikke vide, at jeg var anderledes og gik på en specialskole«, siger Mikkel Maxsø Christensen.
I dag er 29-årige Mikkel Maxsø Christensen ikke i tvivl om, at det var godt, at han fik den støtte, han havde brug for på specialskolen, selv om det var forbundet med skam. Pædagogprisen er en god anledning til at fortælle om den side af sig selv, han i så mange år har forsøgt at skjule, selv om det er grænseoverskridende. For frygten for at blive set som sin diagnose frem for den, han er, er indgraveret i ham.
Paradoksalt nok, fordi han hver dag arbejder med at se børnene som dem, de er.
»At du har nogle dårlige forudsætninger på papiret, er ikke ensbetydende med, at det skal definere dig som person. Tværtimod, så hellere vende det til noget positivt«, siger han.
At blive set
At der var nogle lærere og pædagoger, der så ham i hans skoletid, er helt afgørende for, at han er endt, hvor han er. De så, at han lærte bedre, når han bevægede sig, end når han sad stille. At han var god til at være sammen med de andre elever i specialskolen.
Da han nåede 9. klasse, vidste han, at han ville være pædagog. Selv om engelsk drillede, og han virkelig ikke havde lyst til at gå op i det, gjorde han det, så han kunne få en fuld afgangseksamen og komme ind på uddannelsen til pædagogisk assistent.
Dernæst tog han pædagoguddannelsen, hvor det var naturligt for ham at vælge det velkendte specialpædagogiske område. Han kom i praktik på Brøndagerskolen og fik arbejde der, lige da han blev færdig.
Nu bruger han sit høje aktivitetsniveau til at sætte en masse i gang – særligt bevægelsesaktiviteter, som han selv var glad for. En af dem er stikbold.
Mikkel Maxsø Christensen har skrevet ’Stikbold regler’ på et stort stykke papir, lamineret det og sat velcro på, så de fire regler kan sættes på en for en, når de bliver gennemgået inden kampstart.
11-årige Yahye Shamsudiin i tracksuitet fyrer flere dødbringende skud af.
»Husk det med at være en god vinder«, siger Mikkel Maxsø Christensen siddende på gulvet, fordi han er blevet ramt.
Pludselig er det Yahye selv, der bliver ramt, og han sætter sig slapt på knæene. Men der går ikke lang tid, før han løfter lårene lidt, så mere endnu, og til sidst sætter han den ene fod i jorden. Han er lige ved at rejse sig helt, inden det er, som om han kommer i tanke om reglerne og sætter sig igen.
Yahye Shamsudiin synes Mikkel Maxsø Christensen er god til at gøre det sjovt at gå i skole:
»Det fedeste ved at gå her er, når vi spiller sådan nogle kampe. Jeg kan godt lide, når der er nogle challenges, hvor det er seriøst, sådan en rigtig kamp«, siger han.
Der må ikke komme færre
Lærer Jeanne Bergmansen, der har indstillet ham til prisen, er også med til stikbold. Hun løber rundt med et barn, der ikke som Yahye og nogle af de andre kan være en del af selve spillet. Barnet sætter sig lidt på en bænk i siden. Så ind på banen igen. Alligevel har barnet en følelse af at være en del af det, der foregår. For selv om børnene på Brøndagerskolen er meget forskellige steder på autismespektret, får Mikkel Maxsø Christensen samlet dem om nogle aktiviteter.
Eleven Aske Bæk Overgaard har fragilt-x-syndrom, som er en udviklingshæmning, der har lighedstræk med autisme. Han har ikke noget sprog, og derfor er noget af det bedste at lege i sanserummet, hvor pædagog Mikkel Maxsø Christensen kommunikerer med ham med lyde og bevægelser.
»Han skaber et rum, hvor de kan være med, med det de kan. Enhver kan sætte rundbold eller stikbold i gang, men han ved på forhånd, hvad det kræver, for at de kan deltage, og han skaber rammerne«, siger hun.
Det kræver blandt andet, at Mikkel Maxsø Christensen, Jeanne Bergmansen og de andre kolleger, der er med til stikbold, hele tiden er opmærksomme.
»Husk at sætte dig ned«, siger en af dem, da et barn er blevet ramt.
Og da der opstår kamp om bolden mellem to børn, og den ene lægger den fra sig, lyder det med det samme: »Godt!«.
Jeg vil gerne videregive troen på, at man kan, hvis man vil
Mikkel Maxsø Christensen, vinder af Politikens Pædagogpris
Derfor er det vigtigt, at der ikke bliver skåret i normeringerne, mener Mikkel Maxsø Christensen, for en aktivitet som denne ville ikke kunne lykkes, hvis han var alene med børnene.
»Hvis vi ikke har hænder nok, kan vi ikke samle børnene op i de her aktiviteter, og så får de en negativ selvfortælling om, at de ikke er gode til det. Men i stedet går mange af vores elever derfra med en kæmpe succeshistorie. Det er jo guld værd«, siger han.
Så er kampen slut, og Mikkel Maxsø Christensen beder børnene sige tak for kampen. Nogle forsvinder ud ad døren, mens andre bliver og giver en highfive. Mikkel Maxsø Christensen har det arbejde, han har, fordi han vil give dem nogle små fællesskaber, de kan være i. Det var det selv samme, han havde svært ved som barn. Han er også ledsager for to af sine tidligere elever samt aflaster hos en tredje familie, og dermed er det en stor del af hans liv, han har viet til det.
»Jeg har selv været en del af den her verden og føler, jeg er nået langt. Jeg vil gerne videregive troen på, at man kan, hvis man vil«.