0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Jeg plejer altid at tale med taxachauffører, for de ved, hvad der foregår på gaden«

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spansklærer Jonas Syppli Lakjer er en af de nominerede til Politikens Undervisningspris.

Han forsøger at klatre over pigtrådshegnet. Man kan se desperationen i hans øjne. Få sekunder efter bliver han væltet omkuld af flere grænsebetjente og slået med politistave.

Videoklippet er fra et tv-indslag på spansk og viser en migrants forsøg på at krydse grænsen til den spanske eksklave Melilla. Jonas Syppli Lakjer så indslaget i fjernsynet, da han var i Madrid for tre uger siden, og han vidste med det samme, at han ville vise det til sine elever. Så han har fundet det frem til 1.g’erne, der har spansk på Øregård Gymnasium og skal introduceres til forholdet mellem Spanien og Marokko.

»Hvad tænker I«, spørger Jonas Syppli Lakjer ud i forsamlingen.

»Det er meget voldsomt. Helt vildt over grænsen«, lyder det fra en elev.

»Det er skræmmende at se, hvor meget man vil gøre for at komme over på den anden side. Det er helt vildt, at han bliver ved, selv om der er seks-syv politibetjente rundt om ham«, siger en anden elev.

Klassen diskuterer ivrigt frem og tilbage, hvad der bliver sagt i indslaget. Bagefter viser Jonas Syppli Lakjer eleverne et nyt videoklip, der giver endnu et perspektiv på begivenheden. Det afføder atter en diskussion.

Og netop evnen til at få eleverne til at engagere sig i spansk er en af årsagerne til, at Jonas Syppli Lakjer er nomineret til Politikens Undervisningspris. Som en elev forklarer det i indstillingen: »Spansk var et fag, som jeg aldrig troede, jeg ville kunne lide, jeg hadede det faktisk. Men så fik jeg Jonas som lærer«.

Kæmpe humør

Hans kærlighed til sproget er heller ikke til at tage fejl af. For Jonas Syppli Lakjer smiler, mens han taler. Og hver gang eleverne rammer de rigtige gloser, så er begejstringen ikke til at tage fejl af. Der er da også flere af eleverne, der lægger vægt på, at det er svært ikke at blive motiveret, når man har en lærer, der elsker faget så inderligt.

»Det virker, som om han virkelig vil faget, og det smitter af på os elever. Der er stor forskel på, når Jonas kommer ind i lokalet med engagement og er glad i forhold til mange andre lærere«, siger Andreas Obari Christensen, hvorefter to af hans klassekammerater stemmer i:

»Der er mange fag i gymnasiet, der er lidt en orker. Men jeg glæder mig altid til Jonas’ timer«, siger Flora Sofie Ludvigsen.

»Man kan mærke, at han virkelig vil os det bedste. Han er en af de få lærere, hvor man kan se, at han virkelig bare nyder at være lærer«, siger Albert Pindborg.

Hvis der er noget, der i den grad går igen i elevernes beskrivelser af Jonas Syppli Lakjer, så er det hans humør. Flere beskriver, at de aldrig har oplevet ham negativ. Og det er også sjældent, at han kan brænde. Men det er ikke, fordi det aldrig sker.

»Jeg kan sagtens blive vred, og jeg har også råbt ad dem«, siger han og tilføjer:

»Man er bare nødt til at møde dem med velvilje. Man er nødt til at tage dem seriøst som mennesker. Hvis ikke jeg kan respektere dem og deres meninger, så kan de heller ikke respektere mig. Det er meget two ways for mig. Hvad er mit ansvar, og hvad er deres ansvar«.

Janus Engel/photographer
Foto: Janus Engel/photographer

Altid taxachaufføren

Efter tv-indslaget viser Jonas Syppli Lakjer billeder til eleverne fra en rejse med sin bror til den spanske eksklave Ceuta og fortæller, hvordan de så og oplevede de barske forhold.

Og det er ikke første gang.

For arbejde og fritid har det med at flyde sammen for ham. Når han er ude at rejse, kan han godt ende med at bruge meget tid på at rende rundt og tage billeder. Ligesom han gør en dyd af at tale med lokalbefolkningen, fordi han har en idé om, at han kan bruge det til noget i undervisningen.

»Jeg plejer altid at tale med taxachauffører, for de ved, hvad der foregår på gaden«.

Han har også været i Iran, hvor han efterfølgende kørte et tema i engelsk om USA’s relationer til Iran.

»Det allervigtigste for mig er, at eleverne bliver kritiske, selvtænkende mennesker. I tænker jo nok, at det er svært at gøre, når man står i 1.g spansk og skal lære dem nogle gloser og noget om sætningsdannelse på spansk. Men jeg vil meget hellere høre, hvad eleverne tænker, når jeg præsenterer dem for videoklippene. Jeg vil virkelig gerne give dem en undervisning, hvor de selv skal tage stilling«, siger Jonas Syppli Lakjer og tilføjer:

»Selvfølgelig skal de lære sproget, for det er det, som de bliver bedømt på til eksamen. Men jeg mener, at det er rigtig vigtigt for sprogfagene, at vi konstant har den kulturelle dimension. Sprog er ikke bare kommunikation. Det er en nøgle til at forstå en mentalitet«.

Janus Engel/photographer
Foto: Janus Engel/photographer

Tre store skridt

Det er ikke kun eleverne i 1.g, der er glade for ham. Flere af indstillingerne til Politikens Undervisningspris er skrevet af 3.g’ere, hvor en elev beskriver ham med sætningen: »Han er den bedste lærer, jeg nogensinde har haft«.

Mens en anden elev skriver: »Fremmedsprog kan være grænseoverskridende at tale, især når man som i mit tilfælde kommer ind på holdet 6 måneder efter de andre med nul forståelse for sproget. Men med Jonas’ uvurderlige evne til at lære fra sig, formåede han hurtigt at samle mig op«.

Og det er beskrivelser som dem, der driver ham. For ham handler det nemlig mest af alt om glæden ved at give glæden videre. Derfor ser han det også som et kæmpe skulderklap, at nogle af eleverne har indstillet ham til Politikens Undervisningspris, og at han nu rent faktisk er blandt de nominerede kandidater til at vinde prisen.

»Det rører mig dybt, at jeg kan gøre en forskel for dem. Det er meget rørende, at de har haft lyst til at åbne browseren, gå ind på jeres hjemmeside, skrive noget om mig og min undervisning. Det er tre store skridt for en på 17 år«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce