Årets underviser vil plante en faglig stolthed i sine elever, der nogle gange kommer og er det modsatte. Flove

Hæklede kønsorganer

Stina Davidsen-Nielsen matcher med sin lilla kjole plastikkassen, hun har taget med. Den er fyldt med vandglas, som kan måle, hvor meget en borger drikker i løbet af en dag.

Stina deler glassene ud til eleverne, som for tre måneder siden startede på grundforløbet på den såkaldte DigiTech-linje, hvor man bliver uddannet sosu-assistent med et fokus på velfærdsteknologi. Stina Davidsen-Nielsen har allerede gjort stort indtryk på flere af dem. Blandt andet på 47-årige Malene, der har gået på fire forskellige uddannelser, »men aldrig har mødt en som Stina«, som hun siger.

»Uanset hvad man har med i rygsækken, rummer hun det. Hun løsner stemningen med verdens fedeste, helt knastørre og sorte humor, og hun formår at vade ind i folk, ligegyldigt hvor de er i livet, unge som gamle«, siger Malene.

Elevernes spredte alder betyder ikke så meget for Stina.

»For mig handler det ikke om deres fødselsdato, men om individet, og at de lærer forskelligt og kommer med forskellige kompetencer. Nogle gange hænger det sammen med alder, andre gange ikke«, siger hun.

»Kan I mærke det, hva’?«

Når hun har elever, der ikke har så meget erfaring med sosu-faget, bruger hun hæklede kønsorganer til at tage snakken om den nedre hygiejne på borgerne ned på et niveau, hvor det ikke virker skræmmende.

I dag, hvor det handler om vandglas, lader det heller ikke til, at eleverne synes, det er skræmmende at deltage. Diskussionen bliver hurtigt en livlig diskussion om, hvorvidt man kan skære et besøg fra hjemmeplejen væk, hvis man bruger vandglasset. Der vendes forskellige mulige fejlkilder, hvis borgeren eksempelvis er glemsom og kommer til at drikke af et andet glas. Da en fremhæver, at borgerne jo typisk er mere friske i hjemmeplejen, bliver hun hurtigt afbrudt:

»Det er ikke sikkert«, lyder det fra flere andre i munden på hinanden.

En anden tager ordet, mens hun vifter med glasset for at fremhæve sin pointe:

»Hvis hjemmeplejen kun kommer for at tjekke, om borgeren drikker, kan man vel godt skære et besøg og tjekke sidst på dagen, om gamle fru Olsen har drukket nok. Hvis ikke, kan du køre ud til hende. Det mindsker jo også følelsen hos borgeren af at blive overvåget, at vi ikke skal ud og tjekke hele tiden«.

»Kan I mærke det, hva’? Nu begynder det med ’aarh’ og ’hvad nu hvis’«, siger Stina Davidsen-Nielsen, og klassen griner.

Så holder hun en flad hånd mod en midaldrende mand, som har rakt hånden op. 54-årige Brian Jespersen var spændt på at skulle tilbage på skolebænken og læse en masse, for det er sådan, han husker, det var at gå i skole. Men han har aldrig mødt så motiverende undervisning som hos Stina.

»Hun er god til at smide et emne ud og få vores hjerner i gang med at reflektere over det«, siger Brian Jespersen.

Han tager hånden ned, efter Stina Davidsen-Nielsen har givet ham ordet.

»Det er vel også en måde at minimere fejl på, hvis de ansatte skriver mængden af vand, borgeren har drukket, ind i vandskemaet på forskellige måder«, siger Brian.

»Du har ret i, at det kan udfyldes på rigtig mange kreative måder«, siger Stina Davidsen-Nielsen. Hun understreger, at hvis man er ude i praksis og oplever, at et vandskema ikke bliver udfyldt på samme måde af kollegaerne, skal de reagere.

»Det er jeres faglighed«, siger hun og lægger tryk på ’faglighed’.

Dårlige forhold sætter sine spor

Det er vigtigt for Stina Davidsen-Nielsen at udvise faglig stolthed. For dårlige historier i medier om forholdene på plejehjem sætter sine spor i eleverne, og hun oplever nogle gange, at elever starter på uddannelsen og ikke har fortalt det til venner og familie.

»Jeg forstår det jo ikke, for det er et fedt fag. Der er nogen, der har den fordom, at kan du ikke blive andet, kan du blive sosu. Så driller jeg dem lidt og siger, at kan du ikke blive andet, kan du heller ikke blive sosu«, siger hun.

»Jeg brænder virkelig for det her fag, og det prøver jeg at plante i dem«, siger hun.

»Pi-u-ift! Nu skal jeg bede om en opstilling otte«, siger Stina Davidsen-Nielsen.

Fluks bliver bordene på hjul rullet ud til siden, præcis som et lamineret papir, der er hængt op ved siden af tavlen, viser, at en opstilling otte ser ud. Imens er Stina Davidsen-Nielsen ved at lave en linje af malertape tværs gennem lokalet. En ung kvinde går på line på tapen med sine hvide sneakers for at sætte det fast til gulvet.

Nu skal eleverne fordele sig på linjen, alt efter om de føler sig syge eller raske. Stina Davidsen-Nielsen spørger ind til, hvorfor de står, som de gør. Hun ved, at en har døjet med blodpropper, og en anden med træthed på grund af et nyfødt barn derhjemme. 31-årige Nelisa Pavlovic har knogleskørhed, og det er også noget, hun har delt med Stina Davidsen-Nielsen.

»Stina husker det altid og kommer og siger, at det er okay, jeg går ud til siden, hvis vi skal lave en aktivitet, jeg ikke kan være med til. Det gør mig tryg, at jeg ved, hun har min ryg«, siger hun.

Stina Davidsen-Nielsen deler også rundhåndet ud af sig selv i undervisningen, og noget af det, hun gerne vil lære eleverne, er da også, at de går ind i et fag, hvor de selv er værktøjet.

»I må gerne grine, men jeg har mere mellem ørerne end jer andre, og det har jeg en MR-skanning, der beviser. Jeg har en godartet tumor i hjernen. Spørger man sundhedsvæsnet, er jeg syg. Men jeg føler mig rask og har ingen symptomer«.

Der bliver stille i lokalet.

»Spørgsmålet er, med hvis øjne vi ser på henholdsvis rask og sund. Det skal I tage med ud til borgerne. For I kommer til at vide en masse om sundhed som social- og sundhedsassistenter. Men hvordan har borgerne det?«.

Med de ord slutter dagens time.