At statsministeren står og taler på en båd på Silkeborgsøerne side om side med sit partis spidskandidat til EP-valget, er ikke i sig selv voldsomt opsigtsvækkende. Partierne søger nye kreative steder hen for at få befolkningens bevågenhed i den igangværende valgkamp. I dette tilfælde har Socialdemokratiet foruden statsministerens entourage samlet 40 lokale børn, unge og forældre til en politisk samtale på en pram med idyllisk udsigt til spejlende vand og forårsgrønne skove. »En flydende fyraftenscafé«, kalder Silkeborg-borgmester Helle Gade (S) det efter at have piftet passagererne til ro.
Nej, det opsigtsvækkende er det emne, de taler om. For aldrig før i historien har dette været et valgtema: digital teknologis påvirkning af mennesker og samfund og behovet for en strammere regulering af de gigantiske teknologivirksomheder, der driver udviklingen.
»Jeg er gået fra at være obs på, hvad skærmene og sociale medier gør ved børn, til at være rigtig, rigtig bekymret«, siger statsminister Mette Frederiksen (S), da hun får ordet på båden.
Techregulering har været så langt væk fra den politiske scene, at emnet end ikke har optrådt på de lister over valgtemaer, som meningsmålingsinstitutter har bedt befolkningen om at angive deres interesse for. Nu er det pludselig en mærkesag, som landets største parti går til europaparlamentsvalg på 9. juni.
