Tiden bliver udnyttet til fulde. En af Morten Løkkegaards medarbejdere fra hans team på kontoret i EU-Parlamentet følges med ham hen til elevatoren. Turen ned ad gangen bruges på at overlevere informationer på vej til næste punkt i kalenderen.
Gangen deler sig i to. Medarbejderen drejer af, mens Morten Løkkegaard fortsætter.
Løkkegaard går mod en af parlamentets sale, hvor han skal til nytårstaffel for den liberale politiske gruppe i parlamentet, Renew Europe, som Venstre sidder i. Her skal han mødes med andre liberale partifæller fra parlamentet.
I danske øjne er Løkkegaard et kendt ansigt fra tv i 90’erne og 00’erne, hvor han i flere år var vært på adskillige programmer. Nu er han medlem af Europa-Parlamentet på fjortende år. Han er Venstres spidskandidat til valget i juni i år og har lagt journalistikken bag sig, efter han i 2008 på partiets opfordring stillede op til parlamentsvalget.
