Maria Kalesnikava er endnu ikke død. Det er, som om hendes fangevogtere har en endnu mere infam plan: at få hende til at ophøre med at eksistere gradvist. At trække hende ud af nutiden for alle andre end sig selv, bid for bid. Reduceret til et stadig fjernere minde, en lænkehund af glemslen. Dag for dag. Trin for trin.
»De forsøger at overbevise hende om, at alle har glemt hende«, siger Tatsjana Khomitj, der er søster til Maria Kalesnikava og dermed til et af de største belarusiske frihedsikoner.
Efteråret viser sig fra sin skønneste side, da vi taler over en telefon mellem København og et sted i Europa. Men ellers er det en smertelig samtale.
Den handler nemlig om en dødskamp på glemslens rand. Og kampen er allerede så fremskreden, at det inden den videre udrulning kan være på sin plads at repetere, hvem Maria Kalesnikava overhovedet er.
