På en støvet og skyggeløs bakke, som ligger i ørkenen præcis der, hvor Israel vil anlægge det næste ulovlige bosætterprojekt, løber tre børn hjem fra skole i den brændende middagshede.
De bor i beduinbyen Jabal Al-Baba, otte kilometer øst for Jerusalem, og deres hus er flikket sammen af blikplader, gummi, ler, mudder, træ og plastikpresenninger.
Under vilkår, som er fattige på en måde, der ligger uden for normal dansk forestillingsevne, lever de her med deres mor og far og deres farmor og farfar.
Vi bliver vinket ind. Børnenes mor Lina tager imod. Gæstfrit, uhøjtideligt. Kun mænd og børn må fotograferes, men hun er åben og nøgtern og fortællelysten i sine svar. De kommer fra et åbent ansigt. Kun hendes hår er dækket med et tørklæde. Der er intet, hun skammer sig over, ingen spørgsmål hun ikke vil svare på, selv om hun gennem en tolk taler med en fremmed mand fra et fremmed land.
