Det er fugtigt. Meget fugtigt. Det er det første, der slår mig, da vi rammer gaden i Jakarta. Ikke så meget varmen, men luftfugtigheden, den er ekstrem. 86 procent for at være nøjagtig.
Det er en konstant reminder om, at vand spiller en ekstrem stor rolle i denne by. Jeg er rejst hertil med mit kamera og PlanBørnefonden for at skildre de udfordringer og den usikre fremtid, som børnene og deres familier går i møde i denne synkende millionby.
Vi besøger Muara Angke, et af de fattigere områder i Jakarta, som er placeret helt ud til vandet. Her lever de med daglige oversvømmelser som en del af hverdagen. Jeg tager mine sko af, smøger bukserne op omkring knæene og bevæger mig ned ad gaden med vand til op over skinnebenene. Børn går i skole, voksne på arbejde, alle i klipklappere og bukserne oppe omkring knæene. Og der, midt i vandet, kommer en menneskelort flydende. Det er tydeligvis også en del af hverdagen her.
Efter nogle timer finder jeg frem til fodboldbanen. En klassisk kunststofbane i skrigende lysegrønne farver med hvide streger, og det overrasker mig faktisk lidt, hvor god stand den er i. Børnene spiller fodbold, og der bliver både jublet og diskuteret. På mange måder kunne banen lige så godt være boldburet på Sønder Boulevard, hvor jeg spiller flere gange om ugen med min egen søn.
