Der er en halv time til solopgang i Ceuta. Langs en snoet vej op ad den spanske eksklaves vestlige højdedrag ligger hundredvis af mennesker direkte på asfalten, bag autoværn og mellem træerne. Helt tæt sammen i mørket som et kludetæppe af kroppe, pakket ind i plastik og fleecetæpper. På afstand ligner det nærmest ligposer, men de er i live. De sover.
Vejen fører op til CETI – Centro de Estancia Temporal de Inmigrantes i Ceuta – byens midlertidige opholdscenter for flygtninge. Men centret er lukket land for de mange flygtninge udenfor. Ifølge myndighederne huser CETI allerede 1.000 mennesker, selv om der officielt kun er plads til 500. Og der ligger mindst lige så mange herude. Måske flere.
Langt størstedelen af de anslået 72.000 mennesker, som de sidste dage af juli 2026 oversvømmede den lille europæiske plet i Nordafrika, er drevet tilbage til Marokko af spansk militær og politi. Det var primært unge marokkanske mænd, der greb en hurtig chance for at komme til Europa, men som i løbet af få døgn rejste tilbage til Marokko, da de ikke kunne få mad og vand, og deres telefoner løb tør for strøm.
Men i de unge marokkaneres slipstrøm kom også en stor gruppe mænd fra forskellige lande på det afrikanske kontinent, på flugt fra krig, konflikter, sult og nød i deres hjemland. Mennesker, som for nogles vedkommende har rejst i årevis, og som har siddet i transit i grænseområderne på den anden side af hegnet med en drøm om at komme ind i Europa. Nu er de ankommet. Og så alligevel ikke. Men de har ikke tænkt sig at give op.
