Selskabet bag fodboldklubben AGF kommer ud af regnskabsåret 2025/26 med et underskud på seks millioner kroner.
Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.
Selv om klubbens omsætning steg fra 188 til 231 millioner kroner, har især forsinkelsen af stadionbyggeriet trukket den forkerte vej i regnskabet.
»På trods af sportslig succes må vi for andet år i træk notere et millionunderskud, og det viser endnu en gang, at byggeriet af det nye stadion og afviklingen af vores kampe i de midlertidige rammer i Vejlby er en dyr omgang for AGF«, siger direktør Jacob Nielsen i pressemeddelelsen.
»Forsinkelsen af stadionbyggeriet, der skulle have været klar til indvielse i sommeren 2026, har ramt os hårdt - endda i dobbelt forstand med tanke på, at vi er nødt til at spille vores europæiske kampe i Randers, hvilket medfører både betydelige ekstraomkostninger og tabte indtægter«.
Resultatet flugter med de udmeldte forventninger, der lød på et resultat mellem 0 og minus 15 millioner kroner.
ritzau