BJERGET
Borgerkrigen er slut – men i Colombias bjerge er freden farlig
Officielt har der været fred siden december, men på et bjerg midt i Colombia flyder blodet stadig. Her frygter en ængstelig guerillahær og bekymrede cannabisbønder, at lokale opgør om magt og narkotika kan kaste nationen ud i konflikt igen.
Hvordan kan gamle fjender leve sammen på sigt? Hvis bjerget kan finde et svar, kan hele landet måske også.
En bom spærrer vejen.
Inden den sødlige duft fra de små kokaplanter i bjergbyens forhaver fylder luften, er der kontrol.
Bjerget frygter uvedkommende. De sidste måneder er der begyndt at dukke bevæbnede hætteklædte mænd op på skråningen. Selv om der egentlig er fred, er mordraten steget.
Tidligere havde guerillaen Farc kontrollen i området, men efter fredsaftalen med regeringen har oprørsgruppen nedlagt våbnene.
Siden har andre af landets utallige kriminelle grupper prøvet at udnytte det gabende magttomrum, som guerillaen har efterladt.
Men bønderne på bjergsiden kæmper imod. De har taget bjergets sikkerhed i egne hænder.
De omkring 150 vagter skiftes til at patruljere dag og nat på bjerget.
Bønderne i vagtværnet Guardia Campesina har ikke andre våben end deres mod. Men hvor langt rækker dét her på bjergsiden, hvor blodet har flydt som vand mellem koka- og hampplanterne?
Vagten Gustavo Rengifos blik flakker frygtfyldt. De ugentlige dødstrusler har sat tydelige spor. At være med til at spærre vejen op til cannabis- og kokamarkerne giver mange fjender.
Alle bekymringerne gør hans vejrtrækning tung.
Gustavo Rengifo vil ikke ende som så mange andre her på bjergsiden.
På bjerget gror koka og cannabis så langt øjet rækker. Bønderne i vagtværnet beskytter den muld, som forsørger deres familier.
Den mere end 50 år lange konflikt i landet har også været en kamp om jord.
Har man kontrollen over de dyrebare marker, har man kontrollen over en guldgrube.
Det glimter som en stjernehimmel. Eller funklende diamanter. Utallige cannabismarker under vækstfremmende lys fra pærernes skær.
De vokser i bjergets jord, og deres duft hænger overalt i dets luft. En sød og tyk lugt, der pludselig dukker op fra vejkanten. Bjerget udånder hamp gennem hver en sprække i den tørre jord.
Ciudad Perdida, den forsvundne by, kaldes de glimtende cannabismarker. Om dagen er de illegale planter skjult i bjergsidens grønhed. Først efter mørkets frembrud, når lyset bliver tændt, kommer de til syne. Som en hemmelig by i en eventyrlig fortælling.
For cannabisbonden Jesús er der dog ingen lykkelig slutning.
Jesús stammer fra en stolt familie af bønder.
Hans bedstemor var kaffebonde. Men der gik sygdomme i kaffebuskene.
Da bedstemoren døde, fældede Jesús' far kaffebuskene og såede græs til familiens tyve køer. Men det kunne heller ikke løbe rundt.
Faren droppede køerne og plantede lulo, en lokal tropisk frugt. Men det krævede meget sprøjtegift, som var dyrt.
Han prøvede med tomater i stedet. Det gik også galt. Han gik tilbage til kaffen. Det slog fejl igen.
For otte år siden gav Jesús' far efter og begyndte at at dyrke koka mellem kaffebuskene.
Med tiden blev flere og flere kaffebuske hevet op og erstattet af den sejlivede koka, som kan høstes hver tredje måned og sælges til en bedre pris.
Kokaen blev familiens redning.
31-årige Jesús har to døtre. Selv om de ulovlige kokaplanter fylder markerne, er det ikke længere nok til, at familien kan klare sig.
For to år siden begyndte han derfor at dyrke cannabissorten Creepy. De tusind cannabisplanter giver ham penge til mad på bordet og døtrenes skolegang.
Det piner Jesús at dyrke ulovlige afgrøder, som andre mennesker bliver afhængige af.
Men hvad er alternativet?
Jesús er i gang med at gøre sæsonens høst klar til salg. Bunken med cannabisplanternes tørrede topskud er næsten en meter høj.
Som en del af fredsaftalen med Farc har den colombianske regering forpligtet sig til at støtte bønderne økonomisk, så de kan erstatte deres ulovlige afgrøder med noget andet.
Problemet er, at mange bønder som Jesús ikke stoler på regeringen. I de områder, hvor Farc har haft kontrollen, har staten stort set ikke været til stede i flere årtier.
Lokalbefolkningen venter ikke på myndighederne med åbne arme. De sætter en bom for vejen og kontrollerer adgangen, hvis de kan.
»Har du set, hvor din mor gemte - du ved nok?«, spørger Jesús sin niårige datter Feryi.
»Plastikdåsen står under køkkenbordet«, fortæller hun.
Jesús skruger låget af, og en stærk kemisk lugt slår os i ansigtet. Familiefaren med den bløde stemme og det milde smil har produceret det yderst farlige og afhængighedsskabende stof basuco.
Bønderne på bjerget forarbejder selv bladene fra kokabuskene til kokabase, som sælges videre til mellemmænd og narkokarteller, der forfiner og smugler kokainen videre til især USA og Europa.
Jesús er meget klemt over det.
»Dét her skaffer min familie mad på bordet og sender pigerne i skole. Men det er også en gift, som andre dør af«.
Ét kilo basuco kræver en uges arbejde i kokamarken. Og fortjenesten er blot halvtreds dollar.
»Hvis jeg hiver mine kokabuske op i morgen, hvad skal jeg så leve af indtil den første kaffehøst?
Hvad, hvis regeringen ikke overholder aftalen med at give mig pengene til at begynde med noget andet? Jeg har også mine to døtre og deres fremtid at tænke på.
Indtil for nylig havde jeg også mit eget kokainlaboratorium, men det har jeg droppet på grund af fredsprocessen«.
Jesús drømmer om, at markerne en dag kan bugne af appelsiner og bananer. Men jorden er udpint af kokaen. Har man først dyrket planterne, er det virkelig svært at skifte over til andre afgrøder – der er ikke meget næring tilbage.
Bjerget er afhængig af stofferne. Men planterne dækker ikke blot dets overflade.Afhængigheden spreder sig også uregerligt langs den grønne skrænt - også blandt børnene.
Få meter fra Jesús' basuco-bøtte patruljerer militæret i ørkenfarvede uniformer.
2000 soldater er blevet sendt til bjerget for at øge sikkerheden med området. De danner blandt andet en sikkerhedsring omkring Farc-lejren på bjergtoppen.
Soldaterne skal sørge for ro og orden på bjerget – en svær opgave i et område, der lever af at producere ulovlige substanser.
Rundt om hjørnet står en ung fyr midt på vejen og sniffer kokain. I den lokale skole faldt en ung pige fra 8. klasse om af en overdosis forleden.
Basuco ligner jord til forveksling. Den brune masse danner bøndernes eksistensgrundlag. Samtidig er den en trussel mod deres børns fremtid – og mod freden.
Kampen om jorden, hvor kokainbasen bliver udvundet, har kostet mange menneskeliv gennem årene. Og den er ikke slut endnu.
Det er en almindelig morgen i år 2011. Klokken er seks, det er lige blevet lyst og trafikken på bjergsiden cirkulerer igen – folk har holdt sig indendørs mellem mørkets frembrud og solopgangen.
Rygtet går: »Der ligger et lig oppe ved El Matadero. Slagtepladsen«.
»Det er min nevø«, siger en kvinde. Ganske rigtigt. Dræbt af adskillige skud i kroppen og hovedet. 14 år.
»Hans liv og drømme endte her«, siger én af de lokale, der er med til at finde liget.
Ofret var efter sigende informant for hæren. Et arbejde, guerillaen ikke tilgav. Endnu et lig.
Slagtepladsen ligger tilgroet og øde hen på et højdedrag. Vilde lilla blomster vokser som kors over de dræbte.
Planter kan også gro på blod.
Her var aldrig nogen vidner. Kun bjerget. Da guerillaen havde magten, var det helt normalt at høre skud efter mørkets frembrud, fortæller en nabo.
Det gentog sig ugentligt gennem adskillige år. Hans familie vænnede sig til det. Selv for børnene blev det normalt, når skuddene skar gennem luften. En hverdagslyd, som lyden af fjernsynet eller en køkkenmaskine. Og alligevel anderledes.
Når skuddene havde lydt om natten, kom myndighederne næste morgen for at lave de vanlige rapporter: Hvem var den døde? Højde, kropsbygning, og antal af skudsår.
Hvis en person var savnet i lokalområdet, ledte man på slagtepladsen. Ofte ville liget ligge her.
»Nu hører vi ikke så tit skud længere«, siger naboen, som dog stadig ikke tør stå frem.
Selv om ligene på slagtepladsen er fortid, bløder bjerget fortsat. Kampene om kontrollen med dets jord er endnu ikke forbi.
Eder Cuetia var 32 år og koordinerede bøndernes lokale vagtværn. Han var en af dem, der kontrollerer adgangen til bjerget. Han havde kone og to børn.
Søndag d. 26. februar 2017 klokken 18.30 kom en hætteklædt mand til at ændre deres liv for altid.
Eder Cuetia er langt fra den eneste, som fredsprocessen har kostet livet. Siden fredsaftalen mellem regeringen og Farc for et halvt år siden, er mindst 52 lokale ledere blevet dræbt.
I mange tilfælde er der usikkerhed om bagmændene og motiverne bag mordene. Eder Cuetias familie har aldrig fået svar på, hvem der dræbte ham.
FN har for nylig advaret om, at disse drab er en alvorlig trussel mod fredsprocessen. Men det er ikke blot vagterne, der har fredsaftalens skrøbelighed inde på livet.
På bjergets top venter en guerilla på standby. Slår fredsprocessen fejl, er deres liv i stor fare.
På toppen af bjergsiden er Farcs front 6 samlet i en demobiliseringszone. FN-repræsentanter og 2000 soldater beskytter lejren, der minder om tidligere guerillalejre – bortset fra, at den ikke er skjult.
Guerillasoldaterne trasker rastløst rundt eller slår tiden ihjel foran fjernsynet. Få kilometer fra lejren er der flere drab om måneden.
For fem år siden begyndte Farc fredsforhandlinger med regeringen, og i 2016 vandt Colombias præsident Nobels fredspris for at afslutte konflikten. Men lige nu ved ingen, om freden vil holde.
Oprørerne venter anspændt på fremtiden. Ubevæbnet og afhængig af beskyttelse fra dem, der engang var deres fjender.
Guerillasoldaten Michael har afleveret sit våben til FN. I stedet har han lånt en guitar af én af sine venner. Han klimter sig gennem ventetiden.
I hans nyanlagte forhave er der blomster og kokaplanter ligesom på resten af bjergsiden.
Hvad mon fremtiden bringer, når der står guerillasoldat på ens CV? Michael venter på besked fra Farc om, hvad de vil have ham til at lave fremover.
Fredsduen bevæger sig fra side til side i den lette brise under teltets tag. Men samtidig er lejren gennemsyret af frygt.
Flere end 200.000 mennesker har mistet livet i konflikten, der har varet mere end 50 år. Mange er blevet dræbt af den kommunistiske oprørsgruppe Farc – Fuerzas Armadas Revolucionarios de Colombia.
Vil familiemedlemmerne til de dræbte mon tage hævn for alle ligene på slagtepladsen?
Farcs medlemmer samarbejder med lokalbefolkningen om at bygge demobiliseringszonen. Her skal oprørerne bo, mens de bliver integreret i samfundet.
Rygsækken står ikke længere parat til flugten – men ikke alle oprørere tror på, at colombianerne vil tilgive og byde dem velkommen i den civile verden.
Nogle af guerillasoldaterne vasker mangoer og kyllinger i køkkenteltet, mens de synger og griner højlydt.
Ricardo fordriver ventetiden med at spille skydespil på sin smartphone. På hans guerrillatørklæde står der »Jeg frygter kun gud«.
Oprørerne skal nu vænne sig til et liv uden våben og militære kampe. Et civilt liv, de fleste af dem knap kender. En uvis fremtid.
Redaktion
Foto:
Mads Nissen
Tekst:
Lise Josefsen Hermann
Layout og illustration:
Christine Vierø Larsen
Tilrettelæggelse:
Frauke Giebner
Kortet over bjerget er tegnet af en lokal kokabonde. Han ønsker at være anonym grundet gentagne dødstrusler.
Jesús efternavn fremgår ikke af teksten for at beskytte ham mod eventuelle repressalier. Hans fulde navn er redaktionen bekendt.
Timelapsen med hampmarkerne bliver afspillet baglæns.