Autoritært. Mens europæiske demokratier som Italien og Spanien sank sammen i en gigantisk sundhedskrise, er autoritære ledere som Kinas præsident Xi Jinping og Singapores ministerpræsident Lee Hsien Loong blevet fremhævet og rost for deres håndfaste indsats med massiv overvågning og befolkningskontrol af bl.a. FN’s sundhedsorganisation WHO. På den måde har to af verdens mest undertrykkende regimer fået et skær af legitimitet. Glemt var det åbenbart, at det kinesiske styre forsinkede indsatsen mod corona, da det i stedet for smitteinddæmning gav sig til at fængsle og forfølge de kinesiske læger og stemmer, der tidligt forsøgte at advare om en coronakrisen (se C, O og X).
Borgerløn. Helikopterpenge. Vi er ikke uvant med at puste liv i økonomier, der er ramt af krise og pessimisme. Men vi er på ukendt grund, når det handler om at genåbne økonomier, vi selv har lukket ned, og som nu står over for det største tilbageslag siden Depressionen i 1930’erne. I et forsøg på alligevel at holde gang i hjulene i en tid, hvor nedlukningerne betyder, at mange ikke har indkomst, har selv Trumps USA besluttet sig for at uddele et engangsbeløb, eller »helikopterpenge«, der nærmest kastes ned over forbrugerne. Andre, herunder danske topøkonomer, leger med tanker om en mere permanent form for borgerløn, hvor staten uden betingelser udbetaler faste månedlige beløb. Søndag før påske bebudede den spanske regering, at det præcist er, hvad den nu arbejder med oven på coronakrisen. En skole blandt økonomer mener, at netop borgerløn vil blive en kerne i en fremtidig økonomi, hvor robotter (se R) og kunstig intelligens overtager millioner af job. På den led blev coronakrisen måske også krisen, der for alvor pustede liv i en tanke, der første gang blev lanceret i Thomas More’s satiriske bog Utopia fra 1516 (se også G).
Cybergulag. I et forsøg på at håndhæve et udgangsforbud, hvor de 12 millioner indbyggere i Ruslands hovedstad, Moskva, kun tillades korte ture til supermarkedet og hundeluftning, har bystyret i Moskva, taget hul på en ny form for digital »social overvågning«. Moskovitterne har fået besked på at downloade en app på deres mobiltelefoner (dem, der ikke har sådan en, kan angiveligt låne af kommunen), så myndighederne kan følge deres bevægelser. Den nye teknologi vil blive kombineret med automatisk ansigtsgenkendelse, så de hurtigt kan finde folk, der overtræder en smittekarantæne eller strejfer rundt. Flere regioner og andre storbyer som Sankt Petersborg har gang i lignende planer. Kritikerne frygter, at Putin-styret lægger an til et »cybergulag«, der vil overleve coronaen, og hvor alle russere ender i en slags digital fodlænke. Skeptikerne tvivler på, at det russiske styre vil kunne gå så langt som it-diktaturet i Kina (se også A og R).
Demokrati. Udgangsforbud, forsamlingsforbud og overvågning er normalt ikke noget, vi forbinder med demokrati. Men coronakrisen har sat flere af de ting, vi normalt opfatter som en kerne i vores vestlige frihedsrettigheder og danske grundlov, under pres. I afvejningen mellm frihed og dødsangst vejer sidstnævnte langt hen ad vejen tungest, også selv om folketinget sagde stop, da statsminister Mette Frederiksen og hendes S-regering ligefrem ville åbne for tvangsmæssig behandling af smittede og adgang til folks bopæl og lokaler uden retskendelse. Men mon ikke grænserne for, hvad landets ledende politikere så hurtigt var parat til at opgive af vores demokrati og privatliv alligevel lå et meget anderledes sted, end vi havde troet for blot få måneder siden? Blev en grænse rykket? Det bliver et af postcoronaens afgørende spørgsmål (se A, O og R).
