Umiddelbart ligner tegningen så mange andre børnetegninger. Men den tekst, der er skrevet øverst på papiret, afslører, at den er et indspark i en barsk politisk virkelighed – en af dem, hvor en politisk afgørelse er et valg mellem et børneliv i Danmark og et liv uden skole, uden sikkerhed og uden håb i en syrisk fangelejr 4.000 kilometer væk:
»Hej venner, jeg håber, at Mette Frederiksen lader jer komme tilbage. Jeg håber også, at I har det godt. Jeg glæder mig til, at I kommer. Hilsen Jabril«, står der. Brevet er sammen med fire andre breve skrevet af skolekammerater, fætre og kusiner til fem søskende, der i de seneste to år har siddet i den kurdisk kontrollerede fangelejr Al-Roj i det nordøstlige Syrien.
De fem søskende er mellem 2 og 12 år, og brevene er sendt videre til statsminister Mette Frederiksen (S), der har erklæret sig som ’børnenes statsminister’, fra den danske gren af foreningen Repatriate The Children. Foreningen arbejder for at få tilfangetagne børn af danske forældre, der drog til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat, hentet hjem.
Jabrils brev er blandt andre rettet til en nu 12-årig dreng, som TV 2 fandt og interviewede i Al-Roj-lejren til dokumentaren ’Mine Børnebørn er fanget’, i foråret. Her fortæller drengen, der blev taget med til Syrien som 6-årig, at han kan huske, hvordan det var at gå i skole i Danmark, og at han kun kan huske netop Jabril, som han synes var en god ven, og som han gerne vil se igen.
