Niels Bohr var en af dem, der så det først: mulighederne i de potente forekomster af uran i det massive Kvanefjeld bag byen Narsaq. Stod Danmark med fundamentet til den fagre nye teknologiske udvikling af atomkraft efter bombernes skræmmende paddehatteskyer?
Tilbage i slutningen af 1950’erne var atomkraft ikke noget, man skændtes om. Det var en vision om fremtidens smarte, sikre og uudtømmelige energikilde. Og uranen i Kvanefjeld skulle være det brændstof, der gjorde drøm til virkelighed.
Atomkraften i Danmark er for længst begravet. Og meget andet har også ændret sig, siden Niels Bohr i 1957 blev æresborger i Narsaq og fik opkaldt Niels Bohrs Plads i det beskedne centrum efter sig. Det var dengang geologerne fra København begyndte at hakke, bore og sprænge sig ned i fjeldet. En knap en kilometer lang skakt er stadig det fysiske bevis på Danmarks store forhåbninger i tiden, da atomkraft var hot og ikke not.
Indholdet af den tunnel blev sejlet til forsøgsanlægget i Risø ved Roskilde Fjord, hvor potentialet for dansk atomkraft med grønlandsk uran skulle undersøges. Det besvær, den ret lille bunke radioaktive klippestykker siden har givet Risø og danske miljøfolk, vender vi tilbage til.
