Inden Leonora rejste til Syrien, skrev hun et afskedsbrev på sin laptop. Hun skrev, at hun elskede sin familie, og at de ikke skulle bebrejde sig selv noget. Det var ikke deres skyld, skrev hun. Men hun gjorde ikke brevet færdigt. Hun forsvandt bare.
»Du fatter det ikke, det er umuligt at forstå. Du føler dig simpelthen bare hjælpeløs og falder ned i et hul. Og det bliver dybere og dybere«, lød det senere fra hendes far, en bager i den lille by Sangerhausen i Sachsen-Anhalt.
Selvfølgelig bebrejdede han sig selv.
Hans 15-årige datter klarede sig godt i skolen. Hun læste højt for de gamle på plejehjemmet, og knap tre uger inden hun tog af sted, klædte hun sig ud som dansepige til karnevalet og spiste pizza med salami. Han troede, at Leonoras interesse for islam bare var et ungdommeligt sværmeri.
