USA’s præsident, Joe Biden, italesatte det som en test af de vestlige demokratiers evne til at stå sammen, inden han onsdag satte sig ind i Air Force One og fløj til en stribe topmøder i Europa. Eller som han formulerede det søndag i et indlæg i avisen The Washington Post:
»Dette er vor tids definerende spørgsmål: Kan demokratier samle sig om at levere reelle resultater for vores befolkninger i en verden under hastig forandring? Vil de demokratiske alliancer og institutioner, der i så høj grad prægede det forrige århundrede, vise sig i stand til også at imødegå vor tids trusler og fjender?«.
Efter fire års evigt uforudsigelig trumpismeog ’America First’-politik er parolen nu, at ’Amerika er tilbage’. Tilbage i verden. Tilbage hos sine allierede. Det kan se hjemmevant ud, næsten som en glad tilbagevenden til den kendte verdensorden fra det 20. århundrede. Men det er et synsbedrag.
Det kan nemlig godt være, at USA har skiftet præsident, og at både tone og samarbejdsform igen ligner noget, vi kender. Men USA’s storpolitiske førsteprioritet har i sin grundsubstans ikke ændret sig fra Donald Trump til Joe Biden: Efter den kolde krigs afslutning og dernæst krigen mod terror er det nu stormagtsrivaliseringen med Kina, der mere end noget andet driver amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. I det 21. århundrede er Europa ikke længere USA’s primære fokus.
