0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tre fejlslagne krige senere trænger særligt ét spørgsmål sig på i dansk udenrigspolitik

Regeringen er på vej med en ny udenrigspolitisk strategi, men udskød den efter Kabuls fald. Nederlaget i Afghanistan rejser nye spørgsmål om Danmarks såkaldte udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktivisme.

FOR ABONNENTER

Libyen. Irak. Og nu også Afghanistan.

Krigene i de tre fejlslagne stater trækker et blodspor af lige så fejlslagen dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktivisme efter sig. Og det er et blodspor, der nødvendigvis må føre til et dansk selvopgør om en ’aktivisme’, der på lange stræk er foregået som en militær aktivisme, der på alle tre slagmarker er slået fejl:

I Libyen var Danmark med til at vælte den tidligere diktator Muammar Gaddafi, men vi havde kun en strategi for de militære angreb og ingen for forsvaret af de værdier, vi sagde, vi kæmpede for. I dag, 10 år efter, ligger ørkenstaten hen som en fejlslagen stat, hvor magter som Rusland og Tyrkiet afprøver forskellige former for droner og militært udstyr på hver deres side af en ellers fortrængt borgerkrig.

I Irak gik Danmark ind på amerikansk side i 2003 på et forløjet krigsgrundlag, men da krigstrætheden meldte sig, trak USA – og dermed også dets allierede – sig ud. Resultatet kender vi kun alt for godt: Det gav plads til ekstremister, der siden dannede terrorbevægelsen Islamisk Stat, satte sig på store dele af Irak og Syrien, og som til sidst tvang os tilbage i krig efter en lang serie af blodige terroraktioner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Læs mere

Annonce