Libyen. Irak. Og nu også Afghanistan.
Krigene i de tre fejlslagne stater trækker et blodspor af lige så fejlslagen dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktivisme efter sig. Og det er et blodspor, der nødvendigvis må føre til et dansk selvopgør om en ’aktivisme’, der på lange stræk er foregået som en militær aktivisme, der på alle tre slagmarker er slået fejl:
I Libyen var Danmark med til at vælte den tidligere diktator Muammar Gaddafi, men vi havde kun en strategi for de militære angreb og ingen for forsvaret af de værdier, vi sagde, vi kæmpede for. I dag, 10 år efter, ligger ørkenstaten hen som en fejlslagen stat, hvor magter som Rusland og Tyrkiet afprøver forskellige former for droner og militært udstyr på hver deres side af en ellers fortrængt borgerkrig.
I Irak gik Danmark ind på amerikansk side i 2003 på et forløjet krigsgrundlag, men da krigstrætheden meldte sig, trak USA – og dermed også dets allierede – sig ud. Resultatet kender vi kun alt for godt: Det gav plads til ekstremister, der siden dannede terrorbevægelsen Islamisk Stat, satte sig på store dele af Irak og Syrien, og som til sidst tvang os tilbage i krig efter en lang serie af blodige terroraktioner.
