Det er tidlig aften, og 29-årige Frank går på fortovet i et villakvarter i Odense-forstaden Bellinge. Han har det rigtig skidt, siger han over telefonen med en sprukken stemme. En begyndende rystetur er ved at indfinde sig, og det gør ondt i led og muskler.
»Jeg har ledt og ledt hele dagen, men der er ikke nogen af dem, jeg plejer at købe af, der har noget«, siger han.
I hans bukselomme ligger en krøllet plovmand. Den er til det halve gram, hans daglige forbrug koster. Sådan er det at være heroinafhængig. Man er ikke selv herre over forsyningen. Og er der udsolgt, må man tage rysteturen med.
Frank bor på forsorgshjem, og en stribe af fejlfix har fremkaldt store bylder på hans arme. Han er bange for at tage en overdosis, som det skete sidste år, da han blandede amfetamin og heroin, så for tiden ryger han sin heroin. Når den altså er til at skaffe. Og når den potente røg stiger op gennem det hjemmelavede staniolrør, suger han hårdt, indtil den rammer ham dybt i brystet.
