Solen skinner fra en klar, blå himmel tirsdag 11. september 2001 tidligt om morgenen, mens jeg sidder og færdiggør en artikel om olieudvinding i Alaska på mit lille kontor i lejligheden på 87. gade på Manhattans Upper West Side, selv om jeg egentlig har ferie.
CNN taler om basketballspilleren Michael Jordans comeback. Et kort øjeblik afbryder tv-stationen sportskommentatoren og viser billeder af et hul omspændt af flammer i World Trade Centers nordlige tårn, men vender straks tilbage til basketballhistorien.
Jeg reagerer heller ikke, men tænker, at en idiot har forsøgt at flyve mellem tårnene i et lille privatfly. Et par uger tidligere ramte en gal franskmand Frihedsgudinden under glideflugt med sit dragefly.
Klokken 09.06 drøner fly nummer to ind i det andet tårn, og få minutter senere ringer Politikens redaktionssekretær Aske Munck, og jeg siger med det samme: »Jeg er på vej derned«.
