En Oslo-baseret ambassadør med veneration for Jonas Gahr Støres intellekt leverede for nogle år siden en træffende beskrivelse af Arbeiderpartiets leder og hans kvaler gennem syv år i opposition:
»Han bemærkede til mig, at det at se Jonas Gahr Støre som oppositionsleder svarede til at se udøvelsen af en pligtøvelse. Det var en misundelsesværdig god karakteristik. Men han er blevet tryggere i rollen som leder. Hans baggrund som den rige socialdemokrat har vi nu hørt så mange gange, at der ikke længere er nogen kraft i det«, siger Harald Stanghelle, politisk kommentator fra Aftenposten.
Ambassadørens pointe var, at Jonas Gahr Støre virker født til regeringsmagt. Til at sidde i position, som de siger i Norge. I en konfrontationslysten tid har oppositionsrollens latente krav til daglige bjæf om stort og småt passet dårligt til en politiker, der i årtier har virket så optaget af diskussion og dialog, at kritikere har haft held til at latterliggøre ham med prædikatet »tågefyrsten«.
Det norske Arbeiderpartiet havde regnet med, at det ville gå hurtigt med at genvinde positionen efter valgnederlaget til Høyres Erna Solberg i 2013.
