Fugtige blade ligger som en glat dyne hen over urskovens smattede bund. Det er svært at holde balancen, mens man bevæger sig dybere ind, hvor træerne vokser helt tæt. Lange grene svirper, så man må skærme ansigtet med albuerne for at undgå de kolde pisk på huden. På jorden er der hele tiden uforudsigelige forhindringer. En velvoksen træstamme ligger på tværs og blokerer, så man må møve sig over. Et hul er skjult i jorden, så man træder forkert og vælter. Efter ganske få minutters vandring er man fuldstændig faret vild herinde. Også selv om det er højlys dag.
Vi er her, fordi en lokal hjælpegruppe har givet os et tip om, at der er en syrisk familie, der har bevæget sig ud af sikkerhedszonen – den såkaldt forbudte zone – hvor end ikke hjælpeorganisationer må komme ind på grund af den nødretstilstand, som den polske regering har indført.
Den syriske familie har sendt et nødsignal via sms, og nu søger vi efter dem. Lidt længere fremme mellem nogle nåletræer aner vi en bevægelse.
Det er familien. Far og mor og deres to drenge på 3 og 6 år.
