På en lummer januardag i den camerounske hovedstad, Yaoundé, er åbningsceremonien ved de afrikanske mesterskaber i fodbold i fuld gang. På vip-pladserne på det pompøse nybyggede Olembe Stadium sidder Camerouns præsident, Paul Biya, omringet af sikkerhedsfolk, sine nærmeste politiske allierede og præsidentfruen, Chantal Biya.
På grønsværen slår militærorkesteret flittigt på trommerne og forsøger at ramme takten i præsidentens hyldestsang, som gjalder ud af højttaleranlægget på et niveau, der kun overdøves af tilskuernes vuvuzelaer. Over tribunerne finder fyrværkeri i de camerounske farver vej mod den mørke aftenhimmel. Med skrøbelig, grødet stemme erklærer Camerouns 88-årige præsident de afrikanske mesterskaber for åbne.
Før præsidenten afslutter sin korte, uinspirerede tale, afbrydes han af et halvhjertet jubelbrøl fra de omtrent 50.000 camerounere, der utålmodigt venter på åbningskampen mellem Cameroun og Burkina Faso. På pressepladserne udleveres tykke bøger om Paul Biyas største bedrifter og angivelige livslange passion for fodbold, mens man på storskærmene kan se promoveringsvideoer for Cameroun med teksten ’Land of opportunities’.
Den spektakulære åbningsceremoni harmonerer dog ikke med virkeligheden. Cameroun er et land i krig. I skrivende stund er knap 1 million mennesker blevet tvunget til at forlade deres hjem, mens mere end 3.500 har mistet livet som følge af kampe mellem militante separatister og regeringstropper.
