Bulede, gule taxaer konkurrerer om et begrænset stykke asfalt forude. Det nøgne øje kan ikke forestille sig, hvordan en overhaling skal kunne lade sig gøre, men taxachaufføren kender sin by. Han når akkurat at flette ind, inden den modkørende, mindst lige så bulede taxa, tordner imod os med centimeters afstand mellem de to bilers sidespejle. Med et smil om munden accelererer chaufføren op ad en af Yaoundés mange bakker, mens vi på bagsædet ruller vinduerne op for at holde de værste støvskyer ude. Mit hjerte ryger fra halsen og tilbage til dets oprindelige position. Byens mange bilkirkegårde fortæller nemlig en barsk historie om, at ikke alle overhalinger har samme succesfulde udfald.
En håndfuld minutter senere kan vi ikke komme videre. Det talstærke camerounske militær har spærret de største indfaldsveje til stadion for at undgå ubudne gæster, der kunne have interesse i at sabotere regimets prestigiøse fodboldfest. I både den vestlige og nordlige del af Cameroun er regeringshæren flittigt optaget af væbnet konflikt, og ikke alle camerounere er lige begejstrede for værtskabet af De Afrikanske Mesterskaber. Kritikere anser det for at være regimets forsøg på at tilsløre landets skrøbelige tilstand og forlænge præsident Paul Biyas i skrivende stund 40 år lange præsidentperiode.
Chaufføren sætter mig af i det, der til dagligt fungerer som en rundkørsel, men nu er reduceret til en rundtosset omgang fløjtende militærbetjente og vildfarne motorcykeltaxaer, der ikke helt kan beslutte sig for, hvor de skal køre hen. På gåturen mod stadion prøver ivrige gadesælgere uden held at overtale forbipasserende fodboldfans til at købe svedbånd, plastikhjelme, sodavand, toiletpapir og snart sagt alt andet, der kan betragtes som salgsvarer. Fansenes folkevandring mod stadionporterne afbrydes kun, når enkelte afhoppere forlader menneskemængden og utålmodigt stiller sig i lange køer foran en af de små, hvide pavilloner, hvor sundhedspersonale – de stort set eneste maskebærende i området – udfører uundgåelige coronatests. Vil man have et glimt af de besøgende fodboldstjerner, er en vatpind i næsen en nødvendighed, hvis man da ikke har penge til at købe sig en negativ test. Støjen fra bilernes dytten høres kun svagt i horisonten, for nu er lydkulissen erobret af fodboldfansenes vuvuzelaer – disse lange, larmende trutteinstrumenter – som umuliggør alt, der minder om en normal samtale.
Indenfor på Ahmadou Ahidjo Stadium – opkaldt efter Camerouns første præsident – har farvetæppet ændret kulør. Arenaen, der de seneste 50 år har formet den camerounske fodboldsjæl, er i eftermiddag overtaget af egyptiske flag og arabiske slagsange. Solen står endnu højt på himlen, det er midt på eftermiddagen, og havde det ikke været for den brede løbebane, der adskiller tilskuerne fra spillet på grønsværen, kunne man ane de funklende svedperler på Liverpool-stjernen Mohammed Salahs pande. Salah og holdkammeraterne besejrer til de egyptiske fans’ store begejstring Marokko med 2-1, hvorefter de glade egyptere langsomt guides væk fra stadion og ud i Yaoundés spæde aftentimer.
