Vi glider i mørket hen ad et isglat fortov langs en luvslidt kolos af en kontorbygning i Kijev for at finde krigsveteranen Oleksa Sokil. I en oplyst dør står en hærdebred mand og siger, han kender Oleksa. Bare følg med.
Han fører os op ad en trappe, hen ad en dunkel gang og ind i et lille lokale med skærende neonlys. Der befinder sig en håndfuld alvorlige mænd derinde, som alle trykker os hårdt på næven.
Men ingen af dem er Oleksa Sokil.
Det er vores tolk, Olga, som har fundet på, at vi skal tale med Oleksa. Vi er lige tumlet ud af flyveren, så sammenhængen er ikke helt gået op for os. Jo, det handler selvfølgelig om russerne, som står ved Ukraines grænser mod syd, øst og nord med deres tanks, kampfly, antiluftskyts og titusindvis af soldater. Vil de angribe?
