I en støvet forstad til den vestcamerounske by Limbe har en større gruppe internt fordrevne skabt sig et midlertidigt hjem. I etværelsestræhuse, aom er forbundet af knoldede jordstier og et indviklet system af elledninger, har de vestcamerounske flygtninge fundet, hvad de i snart seks år har søgt: fred.
I et af de små træhuse bor den 27-årige camerouner Mary Epossi. Egentlig var hun revisorelev, men i dag er hun på flugt, frataget selv de mest basale borgerrettigheder af den camerounske regering, som ikke anerkender hendes flygtningestatus. Tydeligt husker hun den dag i 2016, der forandrede hendes liv for altid.
»Det var en søndag. Jeg var ved at tage et bad, før jeg skulle i kirke med min familie, og da var det, at jeg hørte skud. Det var militæret, der var ved at indtage min landsby, så jeg slyngede bare noget tøj om livet og begyndte at løbe ind i bushen. Nogle blev skudt, og andre blev trampet ihjel, mens de løb for livet«, siger Mary Epossi. Det er ikke hendes rigtige navn, da hun gerne vil være anonym, så den camerounske regering ikke får nys om hendes synspunkter.
Mary Epossi er én af Camerouns mere end en million internt fordrevne. Hun er – som så ubærligt mange andre – et uskyldigt offer for den anglofone krise, en voldelig konflikt mellem den camerounske regeringshær og militante separatister. Separatisterne er utilfredse med, hvad de betragter som 60 års marginalisering fra den primært frankofone centralregering og har i protest dannet udbryderstaten Ambazonien.
