I to måneder har Roxana boet på gaden i Iquique i det nordlige Chile. Den 39-årige venezuelaner kom illegalt ind i landet fra Peru og har hverken papirer eller et sted at bo. Da vi møder hende, har to politibetjente netop bedt hende om at forlade det lille stykke græs tæt på centrum, hvor hun har tilbragt natten. Betjentene er venlige nok, men væk skal hun. Nu, med det samme. Og hun skal rydde op efter sig.
»Hvor skal jeg gå hen? Alle vegne smider de mig væk. Hvorfor?«, spørger hun frustreret og ryster på hovedet, da vi gerne vil fotografere hende.
»I Venezuela tror min familie, at jeg klarer mig godt, men det gør jeg ikke, så jeg kan ikke risikere, at de ser i avisen, jeg bor på gaden. Jeg troede, jeg ville finde ro og arbejde som frisør her i Chile, men folk kan ikke lide os, fordi vi er venezuelanere«, siger hun, mens hun pakker sine få ejendele sammen. En rullemadras, et tæppe til de kolde nætter, en skåret tallerken og en lille rygsæk.
6,5 millioner ud af Venezuelas 28 millioner indbyggere har forladt deres fædreland siden 2015, fordi både økonomien og samfundet generelt er kollapset i det ellers så olierige land, og livet er blevet uudholdeligt for de fleste. Aldrig har Latinamerika oplevet en lignende migrationskrise.
