Før krigen ville den højrenationale milits Azov og Ukraine Pride aldrig arbejde sammen. Nu står de frem i Vogue sammen
I 2012 blev Yura Dvizhons ven brutalt slået ihjel i en forbrydelse, som Amnesty vurderede, var motiveret af had. Siden har han kæmpet for bedre rettigheder for LGBTQ+-personer i Ukraine, som medstifter af Ukraine Pride, i sit arbejde som videotilrettelægger af musikvideoer, dokumentarer og modefilm, og som person, der vil holde sin kæreste i hånden på gaden.
24. februar blev kampen hårdere. Den gik fra et ønske om bedre rettigheder til at handle om retten til at eksistere: Hvis Rusland får magten i Ukraine, er det slut med at demonstrere for sine rettigheder, pride og mænd, der kysser i musikvideoer. Så er det måske helt slut med Yura, som han kender sig selv i dag. Og helt sikkert slut med Ukraine Pride.
Den russiske trussel har fået Yura og Ukraine Pride til at indgå en umage alliance mod Rusland med et af de mest omdiskuterede højrenationale regimenter i Ukraines militær.
