De frysende politifolk glor skeptisk på os, da vi parkerer ved siden af en himmelblå personbil med ukrainske nummerplader og et håndskrevet skilt klistret i bagruden.
Sådan et skilt udstyrer mange flygtninge deres biler med, inden de haster mod vest eller syd, væk fra krigen. De håber, det får russerne til at tøve med at skyde efter dem. Teksten lyder kort og godt: ’BØRN’.
Politifolkene tilkalder deres lige så mistroiske chef, som ringer længere op i systemet, inden han lukker os ind i den skidengrå bygning, et tidligere hospital, som nu er indrettet til folk på flugt.
Vi er i Calaraseuca, en lille by på bredden af grænsefloden Dnestr i det nordlige Moldova. En bro fører over til Ukraine. Siden krigen brød ud, har trafikken næsten udelukkende bevæget sig i én retning.
