Min ukrainske ven er begyndt at hade. Han er begyndt at åbne for en følelse, som han hidtil ikke har tilladt sig selv, men som pludselig virker ukontrollabel.
»Jeg følte det straks efter den russiske invasion, men det har taget noget tid at acceptere det«, skrev han i fredags: »Men jo flere billeder af menneskelig lidelse jeg så fra Kharkiv, Mariupol, Butja og andre steder, des lettere var det at acceptere dette voksende had«.
Han viser ikke længere fotos af en blå himmel over Kyiv i glæde over, at russisk militær har trukket sig tilbage. I stedet taler han nu om et»rendyrket etnisk had« mod russere og mod Rusland. Han drømmer om, at Rusland falder fra hinanden, og at præsident Putins russiske regeringshovedkvarter i Kreml brænder ned. Angrebet mod banegården i Kramatorsk øger kun vreden.
Måske er det kun en midlertidig følelse af afmagt. Jeg kender ham i hvert fald ikke sådan. Og det er immervæk snart otte år siden, at han flygtede fra russiskstøttede separatister i hjemstavnen Donetsk i Østukraine. Han har ikke kunnet besøge sin familie derude i al den tid.
