Den 1. november 2010 stormede Julian Assange koldsvedende, hostende og rasende ind på The Guardians redaktion i London og truede med at sagsøge avisen ned under gulvbrædderne, hvis de offentliggjorde historier baseret på den kvarte million dokumenter, som Assange havde overleveret tre måneder forinden.
Julian Assange var allerede på det tidspunkt verdenskendt. Med sit platinblonde hår og isnende magtkritik var han ansigtet udadtil for WikiLeaks, en ny platform for verdens whistleblowere, der seks måneder forinden havde afsløret USA’s drab på uskyldige civile og journalister i Irak.
Som medstifter og talsmand for WikiLeaks havde Assange indledt en vidensrevolution, som langsomt var ved at gå op for verdens statsledere, grå eminencer og journalister. Massemediernes monopol på at tale til masserne, som blev etableret med Gutenbergs trykpresse og derefter reguleret i grundlove og forfatninger, var brudt. Internettet hidkaldte en ny æra, hvor alle og enhver kunne afsløre statens dybeste hemmeligheder for en global offentlighed.
Vidensrevolutionen er indkapslet i logoet for Wikileaks: Det er et timeglas, hvor den mørke planet Jorden er gået i opløsning og langsomt drypper ned i en lysere, renere udgave. Sandheden skal gøre jer fri.
