Mange britiske skolebørn fik i sidste uge lov at droppe skoleuniformen for en dag til fordel for et selvvalgt royalt kostume.
Og i denne uge er alle briter uanset alder blevet tildelt en ekstra fridag for at kunne feste kongeligt igennem.
Dronning Elizabeth overtog kronen i 1952, og i weekenden foregår den officielle fejring af hendes 70-års jubilæum. Sociolog Laura Clancy sukker lidt ved tanken om den ukritiske hyldest, monarken bliver mødt med.
»Det bliver, som den slags plejer at være, en ukritisk fejring med masser af mediedækning af både opstillede scener fra slottets balkoner og lokale gadefester. Det er egentlig ret vildt, at hyldesten til vores arvelige monarki får lov at fylde så meget i en tid med galoperende krise for almindelige mennesker med stigende energipriser, inflation og voksende ulighed«, siger Laura Clancy.
