Hendes gule dynejakke lyser op i morgenmørket. Med små trip på stedet forsøger Mowakone Traore at berolige sin 11 måneder gamle søn, Daman, som er surret fast på ryggen med et tørklæde.
»Jeg er så træt, så træt«, siger hun og smiler, så der kommer lidt liv i de kønne øjne. Den 17-årige teenagemor fra Mali har tilbragt den regnkolde nat med rygsæk og baby lige her i køen til asylkontoret i det centrale Bruxelles sammen med de par hundrede andre, fortrinsvis enlige mænd, som også vil søge asyl i Belgien.
Det rører hende ikke synderligt, for hun har tydeligvis prøvet lidt af hvert, siden hun flygtede til Elfenbenskysten for at undgå et tvangsægteskab og efterfølgende tog turen over Middelhavet til Grækenland og op gennem Europa, ofte til fods, indtil hun lidt tilfældigt havnede her i EU’s hovedstad.
»Jeg kender ingen i Europa, og jeg havde aldrig troet, at turen ville være så hård, men nu er jeg her. Jeg vil bare gerne lykkes her i livet og give min søn en fremtid«, konstaterer hun lidt mekanisk, for den største bekymring her og nu er, at hun snart løber tør for babymad.
