»Det er, som om vi er stagneret i en negativ situation, der bare bliver værre og værre. Vi forbereder os mentalt, men det giver mig angst at tænke på, at der kunne komme endnu en krig, eller at en, jeg kender, kan risikere at blive dræbt. Det her er det mest anspændte, jeg kan huske i min levetid«.
Sådan siger den 20-årige kvindelige medicinstuderende Amina Kaja, da Politiken taler i telefon med hende. Hun bor i Pristina, hovedstaden i Kosovo. Og selv om hun er født, efter at krigen i eks-Jugoslavien officielt sluttede, lever hun hver dag med de politiske og etniske spændinger mellem serbere og kosovoalbanere, der i mere end to årtier skiftevis har ulmet og opblusset og trukket et uudsletteligt spor efter sig på Vestbalkan.
Nu har spændingerne mellem Serbien og Kosovo nået kogepunktet i, hvad Balkan-eksperter kalder »den farligste situation i 10 år«. Mæglingsforsøg af både EU og USA har ikke virket. Katalysatoren har været en strid om Kosovos regerings krav om, at biler skal have Kosovo-nummerplader og et krav om, at borgere i Kosovo skal bære Kosovo-ID.
For de etniske serbere, som udgør et flertal i det nordlige Kosovo – men overordnet kun 6 procent af Kosovos 1,8 millioner indbyggere – føles det som undertrykkelse fra kosovoalbanernes side. Og de bliver bakket op af regeringen i Beograd, der ikke har anerkendt Kosovo som en selvstændig stat efter løsrivelsen fra Serbien i 2008.
