Parwana Ibrahimkhel Najarabi var på vej hjem fra lægen i Afghanistans hovedstad, Kabul, i januar 2022 sammen med nogle familiemedlemmer, da en militærbil fyldt med talebanere med våben hængende over skulderen som en diskret trussel blokerede vejen foran dem.
Hun kunne ikke andet end at kigge på, mens talebanerne – allesammen fuldt maskerede – steg ud af deres køretøjer, gik hen mod deres bil og flåede Parwanas svoger ud. En af dem slog ham i ryggen med skæftet af en pistol, og han faldt til jorden. Få sekunder senere fik hun selv deres intentioner at mærke, da de rev hende ud af bilen. I det sekund kunne Parwanas mor ikke længere holde sine følelser tilbage og råbte: »Hvad skal I med min datter? Hvilken synd har hun begået?«.
En af de maskerede soldater svarede: »Din datter ved bedst selv, hvilken synd hun har begået«.
Talebanerne begyndte at konfiskere alles telefoner, de tog endda børnenes tablets, som de brugte til at spille på. Alle begyndte at råbe og skrige omkring hende. Hun kunne heller ikke selv lade være, selv om soldaterne truede med at slå dem ihjel, hvis ikke de stoppede med at skrige.
