Shin på 80 år er næppe mere end 150 cm høj. Hun er iført et stort, hvidt mundbind, der dækker halvdelen af hendes ansigt, og en tyk, strikket hue, så kun øjnene er synlige. Og jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg har set hende mangegange før.
Næsten hver gang jeg besøger Sinnonhyeon Station for at tage på vinbar eller spise dyrt, ser jeg hende. Hun har også forsøgt at tale med mig et par gange, især hvis jeg har været i mandligt selskab. Men jeg har altid viftet hende væk. Det samme gælder dem, jeg var sammen med.
Shin sælger blomster og chokolade. Hver eneste nat, om det regner, sner eller blæser. På den måde er Shin en af de mange ældre i Østasien, der er tvunget til at arbejde langt ind i alderdommen for at overleve.
»Jeg har ikke råd til at stoppe med at arbejde. Hvem skal så tage sig af mig og min mand?«, siger hun.
