Det var en følelsesladet affære, da flere hundrede tyrkiske mænd lagde sig på knæ på deres bedetæpper ved fredagsbønnen i Kahramanmaras klokken 13 på den store plads i byens centrum. Mens imamen messede højt i mikrofonen, tørrede modne mænd deres øjne og kiggede rundt på hinanden. Det var første gang, de var samlet i sådan en størrelsesorden om deres tro, siden to kraftige jordskælv sendte rystelser gennem den dybt religiøse by fire dage tidligere. Og der manglede uden tvivl en del af fællesskabet.
I retning mod Mekka havde mændene udsigt til store bjerge af beton og murbrokker og sammenstyrtede ejendomme. Under dem ligger et ukendt antal indbyggere – naboer, venner, familiemedlemmer – stadig begravet. Et par tusinde er allerede erklæret døde efter at være blevet gravet fri.
Overalt i byen ligger der ruiner som disse. Hundredvis. Og efterhånden som redningsarbejdet skrider frem, vil dødstallet blive ved med at stige. Arbejdet fortsætter de frostklare nætter igennem. I ganske få, mirakuløse tilfælde er folk blevet reddet ud i live. Men de livstegn, der har været under murbrokkerne, er nu så godt som forsvundet.
I mareridtsagtige scener kalder kvinder desperat på deres savnede børn. De råber ind i de kollapsede huse, selv om der har været bomstille i dagevis.
