Sæderne i den lange turistbus, der holder parkeret foran busterminalen, er ved at være fyldt op med rejsende. I venstre side er en midaldrende mand ved at falde i søvn op ad ruden. Han er badet i formiddagens sollys og misser let med øjnene. Foran i bussen sidder en kvinde. Hun rejser tilsyneladende alene, og hun er ked af det. Tårer pibler ud af hendes øjne, mens hun nærmest hvisker ind i sin mobiltelefon. Udenfor kommer en yngre mand i militærjakke forjaget løbende på fortovet med en lille rullekuffert.
En familie er netop trådt op ad de småt trin til bussens smalle mellemgang og begynder at sætte sig til rette. Faderen, 50-årige Abdul, har sin kone, to døtre og meget lidt bagage med sig. Deres lejlighed på første sal i det centrale Kahramanmaras blev beskadiget under jordskælvet, fortæller de. I flere dage har de opholdt sig på gaden ud for deres hus, fordi de ikke tør være indenfor i tilfælde af endnu et kraftigt efterskælv, som måske kunne få huset til at brase sammen.
Nu er familien ved at forlade den by, hvor de altid har boet. De var hjemme, da jordskælvet begyndte uden varsel tidligt om morgenen sidste mandag klokken. 4.17.
»Vi forsøgte at komme ud af lejligheden, men det var for svært. Så vi beskyttede os det bedste, vi kunne under vores møbler«, siger Abdul om de hektiske – og for mange tusinde mennesker i det sydøstlige Tyrkiet – fatale minutter.
