Skikkelserne, der står hutlet sammen i hjørnet af det brede indgangsparti ved boligblokken tidligt om aftenen, holder godt øje med, hvem der kommer ind og og ud. Nogle forbipasserende, som den midaldrende mand med de to fyldte indkøbsposer, får et jovialt »ciao«, andre får et kort nik. Hvis man er fremmed og ikke kendt i kvarteret, får man et blik, så man ikke er i tvivl om, at man er blevet set.
Blikket er ikke som sådan uvenligt, men det bliver hængende og følger en på vej, og det virker, som om det er en del af den sociale kontrol, der ofte eksisterer på steder, som har ry for at være lovløse og farlige.
»Vi skal op på femte etage«, siger 44-årige Francesco Vinci, som har inviteret Politiken på kaffe og en snak i sin lejlighed.
Inde på det overbevoksede grønne areal ved siden af bygningen står en udbrændt bil. Bag den ligger en rusten indkøbsvogn vendt på hovedet midt i en stor bunke af metalskrot.
