Det er bare fodbold, kan man sige. Men så har man ikke været i Newcastle på en kampdag. Allerede her ved frokosttid, otte timer før kampstart, er den nordøstengelske by fyldt med unge og gamle mænd og kvinder i den sort-hvid-stribede trøje fra byens klub, Newcastle United FC. Overalt taler folk om aftenens kamp, der efter årtier med middelmådige eller triste resultater kan sikre klubben en top-4 placering i den engelske liga og dermed deltagelse i Champions League-turneringen næste år.
På pubben The Town Hall har jeg aftalt at mødes med 38-årige Andrew Page, der om nogen personificerer, at Newcastle United FC netop ikke bare er fodbold. Hans far tog ham med til første hjemmekamp, da Andrew Page var blot 6 år gammel. Siden fik de sæsonkort og sad på de samme pladser ved siden af hinanden på stadion uge efter uge gennem alle nederlagene og de mindeværdige sejre. Så det er absolut mere end fodbold. Det er familie. Følelser. Identitet. Lokalsamfund.
Men for Andrew Page er det slut nu. Han har opsagt sit sæsonkort og står ikke længere ved sin 73-årige fars side på stadion.
»Min far er virkelig, virkelig skuffet over min beslutning. Han forstår det ikke og håber stadig, at jeg ombestemmer mig, så vi igen kan følges til fodbold«, siger Andrew Page.
