Forelskede unge, forældre med småbørn, teenagere på skateboards, alvorsstemte ældre og en flok energiske musikanter med trommer og horn – de er der alle sammen, jævne israelere, på Dizengoff-pladsen midt i Tel Aviv.
På en normal sommerlørdag ville de nyde den nedgående sol og få lidt ud af skyggen, gå på café, måske søge ud mod stranden. Men ingen lørdag i Israel har været ’normal’ siden januar, slet ikke på Dizengoff, opkaldt efter byens første borgmester ved dens grundlæggelse på stranden for 114 år siden.
Han kaldte byen ’Tel Aviv’ – forårets høj. Og siden januar har pladsen hver eneste lørdag samlet tusinder af israelere i ’det israelske forår’, der ligesom det arabiske forår for 12 år siden har samlet unge og ældre til demonstrationer for frihed og demokrati.
Det gik ikke så godt i den arabiske verden, hvor diktatorer og militært forankrede autokrater slog foråret ned i stat efter stat eller kastede deres samfund ud i borgerkrig.
