På den første håndfuld billeder søger blikket automatisk krigen. Og finder den, hvor jeg forventer den. I de dødes matte øjne. I de såredes blodige bandager. I fortvivlelsen i de efterladtes øjne. Og i lidt større skala: i det hjørne af boligblokken, hvor en granat har flået facaden af, så man ser lige ind i en stue. Sådan plejer krig jo at se ud.
Men så sker der noget.
På ét billede får jeg øje på krigen i det apatiske blik, en dreng affejer kameraet med. På et andet ser jeg krigen i de mange timers træthed, der har sat sig i det tæppe af skikkelser – mødre og børn på flugt – der synker sammen på en stentrappe på Krakows togstation. På et tredje: i den skødesløse måde, en ung mand trækker sin cykel gennem en sønderskudt allé pakket med udbrændte og rustende rester af tanks. Og så går det op for mig: Krigen trænger ind overalt.
