For ikke længe siden var der en klar rollefordeling mellem EU’s institutioner i klima- og miljøsager.
Kommissionen ville smide et lovforslag på bordet, som gerne fik de 27 medlemslande til at hyle op om, at det ville blive alt for dyrt og restriktivt. Til gengæld kunne kommissionsfolkene regne med, at EU-Parlamentet ville hive den anden vej med endnu mere ambitiøse mål, og derfor ville slutresultatet efter de såkaldte trilog-forhandlinger typisk ende nogenlunde i nærheden af Kommissionens udspil.
Men de seneste måneder har noget ændret sig fundamentalt.
EU-Parlamentet har forladt rollen som grøn indpisker, og i en lang række miljøsager er Parlamentet endt med en forhandlingsposition, som er langt mindre ambitiøs end det forslag, kommissionen har smidt på bordet – og nogle gange endda ’sortere’ end medlemslandenes.
