Stanken fra mængderne af skrald sætter sig i både tøj og støvler efter et par timer på en losseplads i Grønland.
Typisk efterlader fotografen Finn Larsen det hele udenfor, når han vender tilbage fra sine ture til en af landets meterhøje affaldsbunker i byer som Illulissat, Narsaq eller hovedstaden Nuuk. Der findes op mod hundrede af dem. Hver eneste by og lille bygd har sin egen.
Mens de fleste vender kameraet mod isbjerge, gletsjere og farverige træhuse, har Finn Larsen i 20 år dokumenteret, hvordan affald fra hele kloden har hobet sig op.
’Dumpen’ kalder grønlænderne de områder, hvor affald som mademballage, tjære og vrag af turistbusser blander sig med asbest og fiskenet. Flere steder ud til kysten, hvorfra alverdens kemikalier fra affaldet siver ud i havet. Eller selvantænder på grund af den intense varme, der udvikler sig midt i bunkerne.
