Der var engang en familie, der boede i et hyggeligt hus ved en snoet bjergvej, som havde en af de flotteste udsigter over byen. Når resten af familien kom på besøg, drak de te sammen, mens tyrkiske serier i flimmerkassen kørte i baggrunden.
Nu smuldrer de gode minder mellem fingrene på dem, nærmest i bogstavelig forstand.
»Det her er mit hjem«, siger Tahir Güven med et skævt smil, mens han passerer hjørnet fra en af hovedgaderne på bjerget.
Han peger på tonsvis af murbrokker foran ham. Murbrokker, der engang var et kærligt hjem for den 35-årige mand, hans kone og deres to små drenge.
