Disse mennesker døde ikke. Men de ophørte med at være i nutiden«.
Det er til at få kuldegysninger af, når man læser den russiske forfatter Sergej Lebedevs roman ’Glemslens rand’, hvor han kondenserer livet i sovjettidens sibiriske straffelejre ned i denne ene isnende sætning.
Men værre: Beskrivelsen har genvundet sin relevans i dagens Rusland. Systemkritikere og krigsmodstandere som Aleksej Navalnyj, Vladimir Kara-Murza, Ilja Jasjin og Igor Barisjnikov er alle blevet idømt langvarige fængselsdomme på op til både to og tre årtier. Politiske fanger isoleres igen i barske fængsler eller sendes til sibiriske straffelejre. Og de føres igen mod den glemslens afgrund, som Sergej Lebedev kalder et grænseland mellem lys og mørke:
»Nutiden fortsatte uforstyrret uden dem, hvert nye øjeblik fjernede sig fra tidligere øjeblikke – øjeblikke, hvor disse mennesker stadig fandtes«.
