Flygtningelejren i Kakuma, det nordvestlige Kenya, er et helt igennem skrækkeligt sted. I hvert fald hvis man spørger Isaac Pio Modi, en ældre herre, der har boet her, siden han flygtede fra Sudan for 23 år siden.
Folk sulter. Det er fattigt. Der er intet at tage sig til og intet håb om en lys eller bare værdig fremtid, fortæller han. Mange finder ifølge ham tilværelsen i lejren så fortvivlende, at de er vendt tilbage til de krigshærgede lande, de i sin tid flygtede fra, som Sudan, Sydsudan, Somalia, DR Congo.
»De fleste, jeg taler med, ville ønske, at de havde midler og mulighed for at gøre det samme: at tage tilbage til det, de flygtede fra«, siger Isaac Pio Modi.
Selv er han blevet for gammel til den farefulde færd. I stedet håber han, at han på en eller anden måde kan slippe af sted til Europa eller Nordamerika.
