Under Grønlands midnatssol prøver fiskerne at forstå, hvad pokker der foregår i havet

Niels Mølgaard kaster los. I båden er der fiskenet, kroge, liner, kasser, der kan rumme op til 20 kilo fisk, og en fuld tank med brændstof fra depotet nogle få hundred meter fra landsbyen. Så gør han to mindre poca-både, der skal følge i kølvandet, forsvarligt fast. Poca er en bådtype, de fleste grønlandske fiskere bruger. En solid båd, der er strømlinet og forstærket, så den kan klare isen, og udstyret med motorer med 110-120 hestekræfter.

Hans døtre, Arnatsiaq og Maali, følger efter i en tredje poca. Tågen har lagt sig om isbjergenes toppe, eftersom solen gemmer sig. I denne tid, fra midten af juni til midten af september, går den aldrig ned. Det er midnat, og vi er på vej ud for at fiske i flere timer. Det er højsæson for fiskerne, der tager ud på havet, derpå til fabrikken og så hjem for at hvile i nogle få timer. Hver i sit eget tempo, hver i sin egen rytme. Her er ikke nogen tidsplan eller noget hastværk.

Niels har altid gået på jagt og fisket. Her i Qeqertaq, hvor hans far har lært ham alt om den arktiske natur. Bortset fra årene 2008 og 2009, da han besluttede sig for at prøve lykken på den anden side af bugten, på Diskoøen, dengang torsken havde forladt havet på denne side. Prøvetiden var ikke vellykket nok til, at han ville blive.

Qeqertaq. En fiskerbygd på nordsiden af Diskobugten på Grønlands vestkyst. Når havet er isfrit, kan man komme dertil en gang om ugen – om torsdagen – takket være båden, der kommer fra Ilulissat. Om vinteren skal man med helikopter. 115 indbyggere, 35 huse, hvoraf 8 står tomme.

Hundenes klagende hylen om aftenen røber deres utålmodighed efter dagens eneste måltid. Hele sommeren står de bundet lige uden for landsbyen eller får lov til at løbe frit omkring på en lille ø i nærheden, mens de venter på vinterens aktive liv. Kun dette års kuld af hvalpe går rundt i landsbyen, altid i følge med børnene, der bevæger sig fra legepladsen til havnen, fra fælleshuset til Pilersuisoq – en købmandsbutik, der får sine forsyninger fra containerskibe – hvor de køber de ting, som børn over hele verden kan lide. Så tilbage til havnen for at kaste en snøre i vandet og gøre deres fædre kunsten efter.

Ingen veje. Stier og trætrapper forbinder husene, der er omkranset af vandrør og elkabler og isoleret, så de kan modstå vinterens bidende kulde.

Kommuneskolen, hvor 18 børn begynder i det nye skoleår, kirken, den uundværlige Pilersuisoq-købmand og fiskefabrikken med logoet fra det statsejede selskab Royal Greenland. Fabrikken forarbejder ikke fiskene på stedet. Fiskerne kommer med deres fangst samme dag, fiskene renses, pakkes og fryses ned i kølerum ved -25 grader. Med eller uden hovedet, som eventuelt sælges for sig, afhængigt af markedet – det asiatiske, amerikanske eller europæiske. Sådan lyder anvisningen fra Royal Greenland.

»Fiskeriet ligger i inuitternes dna. Især fordi vi ikke længere kan jage, tjener vi vores penge på at fiske. I båd om sommeren, om vinteren med liner gennem huller skåret i isen«, forklarer Niels. Og fabrikken er livsnerven.

»I alle landsbyerne langs kysten er mændene fiskere, undtagen nogle få, der er offentligt ansat eller arbejder i Royal Greenland. Kvinderne hjælper til, og mange af dem arbejder på fabrikken. Hvis ikke fiskerens kone, så hans datter eller søn«. En logisk følge, men også et bekymrende mønster af afhængighed.

»For 20 år siden var området her dækket af is fra begyndelsen af december til slutningen af maj. Havet var frosset til i fjorden og helt op til Diskobugten. Man kom rundt med hunde og slæder. Nu er det kun frosset til fra januar til april. Og kun på fjordsiden, ikke ved Diskobugten tæt ved det åbne hav«.

»Første gang vi oplevede det, var i 1994«, husker Niels, mens han holder øje med kursen og ekkoloddet. »Bortset fra midt på vinteren er isen blevet for tynd«, og det begrænser mulighederne for at køre med hundeslæde eller på snescooter«.

»Nogle gang føles det langtrukkent og kedeligt«, betror hans kone, Hanne, mig. »Vi er forbundet med alting via satellit-tv, internet og mobilnetværket, men det er ikke det samme. Vi inuitter er altid gået ud på isen med hundene om vinteren, er taget ud for at besøge venner og familie. Nu er vi tilbageholdende med det. Vi har også mere sne end tidligere. Vores hundeslæder er ikke egnet til det. Det kræver bredere meder«.

Niels og Hanne havde omkring 30 hunde for 15 år siden, før de opgav projektet. I længden er det billigere med en snescooter. Der er ingen risiko for sygdom. Mindre arbejde.

Niels haler de net ind, han satte ud for to dage siden. De tre pocaer arbejder sammen i en trekantet formation. Hver af bådene henter et hjørne af nettet ind til det 7 meter lange hoveddæk. En fælde, der langsomt snører sig sammen om torskestimen. En rigtig god fangst. Der venter mange timers arbejde med at fjerne indvolde på mere end et ton fisk, der skal afleveres på fabrikken i Qeqertaq. Niels smiler. Det er sommerens smukkeste dag – men det kan ikke opveje bekymringen over, hvornår sæsonen begynder, eller den kendsgerning, at hellefisken er forsvundet fra området.

Arbejdet er slut. Klokken er 3 om morgenen. Vi skal ud igen i morgen for at fjerne isbjerge, der driver rundt og risikerer at trække hans net med sig. Det kan give Niels et stort økonomisk tab og være en trussel mod miljøet på havbunden. Det hører nu til dagens orden: Klimaopvarmningen får stadig flere isbjerge til at rive sig løs, de kælver fra gletsjerne og ender med at ligge og blokere i fjordene.

Smeltende is og friske jordbær

Siden 1951 er temperaturen ved Grønlands vestkyst steget 5 grader om vinteren, 3 grader om foråret og efteråret og 1 grad om sommeren. Svingningerne er forskellige fra et område til et andet, afhængig af vind- og strømforholdene. Det er også vanskeligt at måle temperaturudviklingen et stykke væk fra kysten, fordi indlandsisen – der dækker 80 procent af Grønlands overflade – praktisk talt stadig er utilgængelig, og det kræver enorme ressourcer at foretage målinger der. Grønlands sydligste kyststrækninger er eksempelvis næsten isfri hele året, hvilket gør det muligt at drive landbrug. I Pilersuisoq-butikkerne kan man til sin overraskelse finde kartofler, der er dyrket i Grønland. Eller jordbær, der ikke er importeret.

Det kan få én til at trække på smilebåndet. Men for at sige det, som det er: »Grønlænderne og regeringen har indset, at den smeltende is skaber nye muligheder for dem og deres land«, siger Paaluk. Han har etableret et firma, der sælger luksusturisme med fokus på sport, noget for vovehalse og naturelskere med stort N, tæt ved på øen Uummannaq.

»Grønlænderne har et meget tæt forhold til den arktiske natur. De har levet med den i århundreder. De respekterer den. Nu ser de, at miljøet omkring dem – flora og fauna – ændrer sig. De benægter ikke, at der sker forandringer. Men de allerfleste ser det som planetens cyklus, sådan som deres forfædre også har oplevet det. Opvarmning eller ej, de mener, de vil kunne tilpasse sig, som de altid har gjort. For øjeblikket griber de den mulighed, der tilbydes dem. Inuitter er pragmatiske. Det er den måde, de altid har overlevet på«.

Sejlruter og radioaktivitet

I løbet af 20 år er Arktis blevet genstand for spekulation. Iskappens tilbagetrækning og den smeltende havis giver adgang til stærkt eftertragtede ressourcer, og de grønlandske myndigheder agter at sikre sig det fulde udbytte.

Først og fremmest skibsruterne. Den smeltende is åbner op for nye ruter, Nordvestpassagen nord om Canada og Nordøstpassagen nord om Rusland, der kan afkorte turen mellem Asien og Europa med op mod 40 procent og gøre det muligt at undgå flaskehalsene ved Suez og Panama. De nordlige ruter er kun farbare to eller tre måneder om året, men det kan blive til det dobbelte i løbet af de næste 30 år. Det vil give et stort økonomisk afkast, men vil også indebære risiko for forurening.

På land er det især råstofjagt, der driver forandringerne. Grønland har store forekomster af en række vigtige metaller som jern, zink, kobber, guld og uran og ædelstene som rubiner. Men landet er også kendt for nogle af de skrappeste miljølove i verden.

Selv om grønlænderne i nylige meningsmålinger har givet udtryk for, at de i almindelighed er for økonomisk udvikling ved hjælp af udnyttelsen af naturressourcerne, er de især meget bekymrede for konsekvenserne af radioaktivitet. Projektet ved Kvanefjeld, et af verdens største fund af sjældne jordarter og uran, har trods en stor pr-kampagne fra mineselskabet Greenland Minerals and Energy oplevet meget modstand i befolkningen, og da det kinesiske firma Shenghe i efteråret 2016 overtog 12,5 procent af aktierne, bar det kun brænde til bålet. Nu frygter grønlænderne en massiv tilstrømning af kinesiske arbejdere.

Endnu mere bekymrende er det, at tre store olieselskaber – GDF Suez (Frankrig), Statoil (Norge) og Dong (Danmark) – i begyndelsen af 2015 besluttede at opgive deres undersøgelsestilladelser i havet vest for Grønland trods regeringens fristende tilbud om at forlænge dem uden beregning. Selskaberne annoncerede skuffende resultater af deres undersøgelser på et tidspunkt, hvor offentligheden i stigende grad bekymrer sig om klimaet og efterspørger grøn energi.

Så selv om den globale efterspørgsel efter olie er stigende, er selskaberne tilbageholdende med at kaste sig over nye større offshore-investeringer. Til dels på grund af et paradoks – eller skæbnens ironi: Klimaforandringerne vil utvivlsomt gøre olieudvindingen nemmere, men vil også resultere i, at flere og større isbjerge river sig løs fra gletsjerne og udgør en trussel mod olieplatformene.

Således står Grønland ved en korsvej: muligheden for økonomisk – og på længere sigt politisk – uafhængighed fra Danmark på grund af udvindingen af naturressourcer, der er blevet tilgængelige som følge af den globale opvarmning, og så den miljømæssige risiko, dette indebærer. For ikke at nævne det forvirrende budskab, det ville sende, fordi Grønland betragtes som et ’offer’ for klimaforandringer, et billede, der serveres og fastholdes over for offentligheden.

I sidste ende kan den uafhængighed, som Grønland håber at få fra København, også gøre landet afhængigt af stormagterne, der kæmper om at positionere sig i det geopolitiske spørgsmål om Arktis, og de store multinationale selskaber, der vil have fingre i dets ressourcer. Hvordan skal en lille nydannet stat kunne modstå dette?

I den forbindelse forlader myndighederne sig på jokerne: først og fremmest landets potentiale inden for turisme med sin vilde natur og fokus på nordiske aktiviteter. Ilulissat forbereder sig. Hoteller og herberger skyder op, og turistbureauerne reklamerer for deres udflugter og pakkerejser. Nye kurser udbydes for grønlænderne, og kolossale projekter for udvidelsen af lufthavnen og turistinformationen skaber debat.

Fiskeriet betyder alt

Men frem for alt er Grønland afhængigt af fiskeriet, som står for 95 procent af landets eksport og godt 30 procent af dets samlede økonomi målt på bruttonationalproduktet. Branchen er en kolos, overvejende baseret på rejer, hellefisk, torsk og krabber, og stenbiderrogn en gang om året. Eksporten går især til USA, Asien, Rusland og Europa. Fiskeriet beskæftiger 3.500 mennesker, 12 procent af den erhvervsaktive befolkning. Det er den primære indtægtskilde i alle byer på vestkysten. 5.000 små private både er registreret til kystfiskeri, og de står i alt for 15 procent af det samlede fiskeri.

Regeringerne har løbende arbejdet for at beskytte de små fiskere, ikke kun som valgflæsk eller for at manifestere et politisk standpunkt. Det er en omhyggelig balancegang mellem rendyrket økonomisk tænkning og hensynet til inuitternes tætte tilknytning til naturen og landets traditioner. Det gamle statsejede selskab Royal Greenland deler fiskerimarkedet med private selskaber, heriblandt Polar Seafood. Selskaberne har opført små fabrikker og pakhuse i hver en by, så fiskene kan blive pakket og opbevaret forsvarligt, til det næste fragtskib kommer og henter containerne.

»I de seneste år har vi som sagt fisket senere og senere på sæsonen. Men når vinteren nærmer sig, og isen dannes, kan fragtskibene ikke længere komme her. Pakhuset fyldes hurtigt op, og vi ved ikke længere, hvor vi skal opbevare vores fisk«, siger Niels.

I nogle byer nær Uummannaq fortæller fiskerne, at de om vinteren fragter et ton fisk på deres slæder til de store pakhuse i byerne for at få plads på deres lagre. Med risiko for at isen, der er blevet for tynd, knækker under dem. Royal Greenland og Polar Seafood har annonceret en udvidelse af deres faciliteter eller opførelse af nye fabrikker mange steder. Et tegn på, at forretningen blomstrer, og at de ser gode muligheder. Med myndighedernes velsignelse.

»Sidste år var et exceptionelt godt år for hellefisk. Vi fiskede i hele sæsonen«, fortæller Niels. Og længere endnu. Myndighederne hævede kvoterne, som allerede var blevet opfyldt i august, og tillod ubegrænset fiskeri til begyndelsen af isvinteren. Royal Greenland fik en rekordstor omsætning på 5,6 milliarder kroner i 2017.

Niels tilføjer: »Men i år, i hvert fald indtil videre, har det været katastrofalt. Der er ingen fisk. Vi ser dog, at der kommer lidt flere torsk«, som i flere perioder de seneste tre hundred år er blevet overfisket.

På fabrikken i Qeqertaq er fiskekasserne tomme. Niels skærer ansigt. Royal Greenland køber torsk for kun 6 kroner kiloet. En tredjedel af prisen på hellefisk. Det betyder et kæmpe underskud for fiskerne, som også får stadig større omkostninger. »Vi kan ganske rigtigt fiske fra båd mere end halvdelen af året. Men vi skal også længere og længere ud, fordi fiskene ændrer rute. Det tvinger os til at købe større både med kraftigere motorer – og dermed sætte os i gæld«.

Royal Greenland og regeringen tilbyder nu lån til en særlig rente, så fiskerne kan opgradere deres udstyr. Hensigten er klar. Fiskeriet er en prioritet. En sikker investering. Med risiko for at incitere til overfiskning, som det skete med torsken.

Niels og de andre fiskere er rørende enige: »De fisk, vi fanger i dag, er meget mindre, end de var for 5-10 år siden. Vi fanger dem, før de har nået deres fulde størrelse. Det er unge fisk«. Hvilke konsekvenser klimaforandringerne har for fiskeriet, er endnu ikke helt afdækket. Opvarmningen og det stigende syreindhold i havene menes at tvinge nye arter fra Nordatlanten til de arktiske områder, især makrel, og ændre yngletiden.

Ferskvand ændrer havet

Vi ved endnu ikke, hvordan arterne muligvis vil interagere. Undersøgelser viser, at vandet i Diskobugten er blevet 2 grader varmere siden 1997. Den accelererende afsmeltning af indlandsisen giver en betragtelig mængde ferskvand, som også forskubber balancen i havets temperatur.

En af de afgørende faktorer er fødekædens cyklus, og hvilken føde arterne søger efter, såsom plankton og lodder. Undersøgelser har også afsløret forurening med tungmetaller, som kommer ind i fødekæden.

Det er umuligt at sige noget med sikkerhed. Mens myndighederne åbenlyst er afhængige af, at fiskeriet udvikler sig, og at der er masser af fisk i havet, er fremtiden stadig uvis set fra et videnskabeligt synspunkt, da forskningen stadig forsøger at afdække de enkelte arters evne til at overleve.

Spørgsmålet er følgende: Hvad vil der ske med kystfiskerne, hvis der ikke er flere fisk? De fleste ville sandsynligvis ikke være i stand til at klare to eller tre dårlige år.

Grønlands Naturinstitut, som samarbejder med Grønlands regering om at fastsætte kvoter og fiskerizoner, har observeret et gradvist fald i forekomsten af hellefisk siden 2010. I slutningen af august 2017 mindede instituttet det grønlandske fiskeridepartement om anbefalingerne, der lød på 6.400 tons.

Departementet har endnu ikke foretaget sig noget i sagen.

Hanne og Niels bliver færdige med at fortøje bådene. Tågen omslutter bygden Qeqertaq og skjuler de enorme isbjerge, der fra fjorden driver ud på det åbne hav. Hanne trækker kraven på dunjakken tættere om sig. »Hvis vores væsentligste overlevelsesgrundlag forsvinder, vil byen nok dø. Men vi vil tro på det. Fisken kommer tilbage«.

Og jeg kommer tilbage for at besøge dem om tre år.